Sådan fotograferer du en stjernehimmel

Manuel Dietrich er landskabsfotograf og filmskaber med en særlig interesse for astrofotografering, som han siger udviklede sig naturligt ud af hans landskabsfotografering. "Når du allerede jagter solopgange og solnedgange på fjerntliggende steder, er det kun et lille skridt at blive ude længere og optage nattehimlen." Her tilbyder han nogle tips og råd til alle, der kommer i gang med astrofotografering.

Selv hvis du er vant til at optage landskaber, bemærker Manuel, tager astrofotografering meget mere tid at planlægge og udføre. "Du har brug for en klar himmel, tilstrækkeligt mørke forhold, intet måneskin og en passende forgrund. Nogle gange har du også brug for meget mere tålmodighed. Men for mig personligt gør dette det i sidste ende også mere givende, når det lykkes at fange de fænomener eller den komposition, du havde i tankerne."

De bedste steder til astrofotografering er fjerntliggende bjerge eller kyster, og de såkaldte Dark Sky-parker er ideelle. "Kom så langt væk fra byer eller anden lysforurening som muligt," anbefaler Manuel. "De bedste tider er under nymåne, eller når månen står tidligt op om aftenen. Ægte mørke starter, når solen er ca. 18 grader under horisonten.

"Mælkevejsæsonen på den nordlige halvkugle er mellem april og august," tilføjer Manuel. "Det er her, du kan fange det galaktiske centrum over horisonten."

Manuel bruger primært et Canon EOS R3 med et EOS R5 (nu efterfulgt af EOS R5 Mark II) som backup-kamera. Du har ikke brug for et professionelt kamera, men for at opnå de bedste resultater bemærker han: "Fullframe-kameraer klarer sig meget bedre i situationer med svagt lys sammenlignet med kameraer med beskæringssensor – deres større sensorstørrelse resulterer i mindre støj og bedre detaljer." Et EOS R8 eller EOS R6 Mark II ville være en fremragende løsning. Uanset hvilket kamera du vælger, skal du altid optage i RAW for at få maksimalt dynamikområde og flere billeddetaljer.

Et robust stativ er afgørende for at holde kameraet stabilt over de lange eksponeringer, du har brug for til astrofotografering. Manuel plejede altid at bruge en fjernudløser, men siger, at trådløs styring med Canon Camera Connect-appen nu er så pålidelig, at han bruger den i stedet eller hans kameras indbyggede selvudløser for at undgå enhver risiko for at ryste kameraet og sløre billedet.

"Mit yndlingsobjektiv (til både landskabs- og astrofotografering) er RF 15-35mm F2.8L IS USM, fordi det er superalsidigt, knivskarpt og har en ensartet blænde på f/2.8. Jeg foretrækker vidvinkelobjektiver til at fange så meget af nattehimlen som muligt. Hvis du vil investere i et objektiv, der er specielt beregnet til astrofotografering, og tage det til det næste niveau, kan jeg også anbefale RF 20mm F1.4L VCM, et superhurtigt objektiv med fast brændvidde."

Hvis du vil opgradere fra det objektiv, der fulgte med dit kamera, er Canon RF 16-28mm F2.8 IS STM-objektivet et tilgængeligt valg, der er ideelt til at komme i gang med astrofotografering. Den konstante maksimale blænde på f/2.8 i hele zoomområdet gør det fremragende til optagelse i svagt lys, og det ultrabrede synsfelt er også fantastisk til arkitektur, vidtstrakte landskaber og håndholdt vlogging. En endnu mere økonomisk mulighed for ultravidvinkel er RF 15-30mm F4.5-6.3 IS STM – det har ikke den samme vejrbestandige konstruktion eller den samme maksimale blænde, men det har endnu mere vidvinkel, er endnu mindre og mere end 50 g lettere, hvilket gør det til en god mulighed, når du vil have et objektiv i lommestørrelse, der kan transporteres til fjerne lokationer.

"For alt bortset fra Månen bruger jeg den bredest mulige blænde (laveste f-nummer). Dette gør, at mere lys kan nå kamerasensoren, hvilket giver dig meget renere billeder og reducerer den eksponeringstid, du har brug for."

Manuel advarer om, at du altid skal deaktivere enhver billedstabilisering – den virker modsat ved lange eksponeringer – og skifte til manuel fokusering. "Jeg fokuserer altid manuelt på uendelig, men dobbelttjek skarpheden ved at zoome ind på den klareste stjerne på kameraets LCD-skærm."

Du skal bruge lange eksponeringer for at fange svage stjerner, men ikke for længe, for så ender du med stjernespor. Manuel anbefaler at bruge "500-reglen": Du skal blot dividere 500 med objektivets brændvidde. Dette giver dig den maksimale lukkertid uden at optage mærkbare stjernespor. Hvis du f.eks. bruger et 20mm objektiv, skal du holde lukkertiden på 25 sek. (500/20) eller mindre. Med et 15mm objektiv kan du gå til ca. 30 sek. (500/15).

Det var tidligere risikabelt at bruge høje ISO-indstillinger på grund af øget billedstøj, men Manuel bemærker, at moderne kameraer leverer en meget bedre høj ISO-ydeevne, og efterbehandling enten i kameraet eller i software giver også forbedrede støjreduktionsfunktioner. "Du behøver ikke længere være bange for høje ISO'er. I dag har jeg en tendens til at øge min ISO til 3200 eller endda 6400 for at fange de svageste lys på nattehimlen."

• Mælkevej og meteorsværme: Største blænde (laveste f-nummer), lukkertid 15-30 sek. (afhængigt af objektivet), ISO 3200-6400.

• Månen (med stativ): f/8-f/11, lukkertid 1/125 sek. - 1/250 sek., ISO 100-400.

• Månen (håndholdt): Største blænde, lukkertid 1/250 sek. - 1/500 sek., ISO 100-400.

• Nordlys: Største blænde, lukkertid 2 sek. - 20 sek. (afhængigt af intensiteten af Aurora), ISO 1600 - 6400.

Manuel redigerer RAW-filerne i Adobe Lightroom og Photoshop¹ for at få det bedste ud af hans fotos af nattehimlen. Han bruger nogle gange billedstablingsteknikker til at reducere støj endnu mere eller sammensatte fotos for at blande forgrunde og himlen perfekt. "Ofte er forgrunden langt mørkere end nattehimlen, så du har brug for meget langsommere lukkertider for at fange detaljer i forgrunden. Ved at komponere kan du opnå det renest mulige foto.

"Jeg forbedrer normalt farverne en smule, justerer hvidbalancen (hvilket ofte gør billedet køligere), løfter skyggerne, gør bestemte områder af billedet lysere eller mørkere ved hjælp af masker og anvender støjreduktion med forsigtighed, så jeg ikke mister detaljerne. Jeg kan godt lide at give billeder mit eget personlige look."

En stor del af fotograferingen er at dele slutresultatet. Til print kan du prøve papir i høj kvalitet med en mellemliggende finish som f.eks. Canons Pro Luster-fotopapir, et klart hvidt papir med en glat, halvmat overflade, der får detaljerne og tonerne frem i dine nattehimmel-fotos. Det giver enestående farvegengivelse og fremragende falmeresistens, især når det kombineres med en professionel fotoprinter som f.eks. Canon PIXMA PRO-200S, som har et farvestofbaseret blæksystem med otte farver, der giver et bredere farveområde og større farvegengivelse. Printeren kan producere levende fotoprint uden kant i op til A3+-format og har også en panoramaprintfunktion.

Manuel er en kæmpe fortaler for at dele på sociale medier – og ikke blot dele dine færdige billeder, men også oplysninger om din proces, det udstyr, du brugte, og historien bag billedet. Den største fordel ved dette, siger han, er at forbinde dig med et bredere fællesskab af med-astrologer, og at dele din passion kan også inspirere andre.

• Tålmodighed er afgørende. Nogle gange er forholdene ikke som du håbede på, men det er en del af eventyret.

• Prøv altid at planlægge på forhånd for at vælge den ideelle placering, den rigtige timing og den bedste retning at pege kameraet mod. Der findes apps, der kan hjælpe dig meget med dette.

• Lær at læse nattehimlen. Jo mere du ved, jo bedre vil du forstå, hvad du kigger på.

• Du kan ideelt set finde dit foretrukne sted i dagslys for at være sikker og planlægge din komposition. Det er meget mere udfordrende at komme til og fra fjerntliggende steder i mørket.

• Lær at bruge kameraets manuelle indstillinger, og brug "500-reglen" for at undgå stjernespor.

• Oktober – meteorsværmen Orioniderne

Dette er et af de mest spektakulære himmellegemefænomener, fordi det kan ses med det blotte øje og, ved sit højdepunkt i slutningen af oktober, kan sværmen præstere op til 20 meteorer pr. time i gennemsnit. Manuel bemærker, at de altid kommer fra samme retning, hvilket gør planlægning og billedkomposition enklere.

• Oktober (nordlige halvkugle)/november (sydlige halvkugle) – supermåne

En supermåne er en nymåne eller fuldmåne, der falder sammen med, at Månen er tættest på Jorden i dens kredsløb, hvilket resulterer i, at den fremstår større på himlen. Der er normalt tre eller fire supermånebegivenheder hvert år.

• November - stjernehoben Plejaderne

Plejaderne (syv søstre) er en af de nærmeste stjernehobe og er mest synlig uden et teleskop fra november til april.

• December – meteorsværmen Geminiderne

Geminiderne er med deres enestående klare farver mest synlig på den nordlige halvkugle, men de er normalt det stærkeste meteorfænomen på året selv på den sydlige halvkugle. "Med Geminiderne", advarer Manuel, "er vejret er ofte et problem – hvis det er overskyet, hvis Månen er for kraftig og så videre." Forudgående planlægning er afgørende.

• Januar – Jupiter i opposition

Når en planet er i opposition (tættest på Jorden), fremstår den i sin største og klareste form. For Jupiter sker dette omtrent hver 13. måned.