Ved mange natoptagelser er en stor blænde med et lille f/nummer og en høj ISO-indstilling at foretrække, så du kan fastfryse enhver bevægelse med en hurtig lukkertid. Når du maler med lys, gælder det modsatte, fordi bevægelse er den nøglefaktor, du vil fange.
Vælg Manuel (M) optagelsesmetode på dit kamera, og brug en lav ISO på ca. 100 til 200. Vælg en lille blænde på ca. f/11, og indstil lukkertiden mellem 10 og 30 sekunder, afhængigt af hvor lang tid du har brug for til at skabe dit lysmaleri.
Du skal også indstille fokusafstanden manuelt, så vælg MF-metode. Fokusér på det område, hvor du skal bruge lampen til at skabe maleriet. På mange kameraer kan du også aktivere Manual Focus Peaking (MF Peaking), en visuel hjælp til at vise, hvilke dele af billedet der er i skarpeste fokus.
Et godt kreativt tip er at vælge din hvidbalanceindstilling manuelt. Hvis du f.eks. bruger indstillingerne Dagslys, Overskyet, Skygge eller Glødelampe, ændres lysets farvetemperatur effektivt, hvilket giver en gradvist varmere eller køligere effekt. Hvis det er tilgængeligt i dit kamera, kan du optage i RAW-kvalitet, hvilket giver dig mulighed for at ændre hvidbalanceindstillingen, når du behandler billedet i redigeringssoftware som f.eks. Canon Digital Photo Professional.
Start med at bruge de kameraindstillinger, vi har foreslået, og brug en lommelygte eller lyset fra din smartphone til at skabe grundlæggende former eller måske endda skrive dit navn i lys. Du kan opleve, at du har brug for en kortere eller længere eksponering eller en større eller mindre blænde for at få den ønskede effekt. Eksperimentér med indstillinger, så får du snart en fornemmelse af, hvad der fungerer bedst.