Ekstremsportsfotografen Richard Walch er lige så glad for at hænge ud af en helikopter som stille og roligt at zigzagge ned ad en pist, så der bliver indfanget nogle virkelig hårrejsende og inderlige øjeblikke. Hans passion for fotografering begyndte, mens han snowboardede med sine venner, og den er stadig lige så stærk, som da han var 16, hvor han fik sit første billede trykt i et blad.
Her afslører han sin kreative tilgang, historien bag sin bedste optagelse, og hvor han søger inspiration.
Du har fotograferet professionelt siden du var 16. Hvordan fandt du din passion for fotografering?
"Min passion for fotografering blev vækket af et heldigt sammentræf, da jeg skiftede skole og endte på en med et professionelt mørkekammer. Jeg tilbragte meget tid der, hvilket ikke var godt for mine karakterer, men det var rigtigt godt for mine billeder. Jeg startede med et Canon EOS-1N og arbejdede mig op til Canon EOS-1D X Mark II. Samtidig brugte jeg alle mine weekender i bjergene på snowboard. Min oprindelige plan var at blive sponsoreret snowboarder, men sandheden er, at jeg ikke var god nok. Så jeg sagde, "Okay, hvis jeg ikke kan blive sponsoreret, så vil jeg prøve at tage mit kamera med og fotografere mine venner, der rent faktisk er gode til at stå på snowboard."
Hvad er det sværeste ved at fotografere vintersport?
"Det hele handler om at organisere sig selv og forberede til et foto. Jeg er aldrig blevet formelt oplært som fotograf. Jeg lavede simpelthen bare alle de fejl, du kan komme i tanke om, og forsøgte kun at lave dem én gang. En af mine hårdeste læringskurver var, da jeg tog til Whistler i Canada efter at have afsluttet skolen. Jeg fotograferede i en uge med film, gik til et filmlaboratorium i Vancouver og lagde 10 filmruller på bordet. Da jeg fik dem tilbage, var de alle undereksponeret med tre trin, fordi jeg havde sat kameraet på -3 ved en fejl. Alle de fantastiske billeder var spildt, fordi de var tre trin for mørke. Med analog film var der ingen måde at løse det på. Det gør man ikke to gange."
Hvordan ser organiseringen ud?
"En ting, jeg virkelig lægger stor vægt på, er, hvordan jeg kommer derhen, hvor jeg skal være, hvordan jeg kan arbejde sikkert, hvordan jeg laver opstillingen til fotograferingen. Man skal være opmærksom, når man arbejder udendørs eller i bjergene eller bare tager en selfie. Vær forsigtig; observér, hvad du laver, og tag så kameraet frem og tag billedet."
"Jeg er aldrig blevet formelt oplært som fotograf – jeg lavede simpelthen bare alle de fejl, du kan komme i tanke om, og forsøgte kun at lave dem én gang."
Du bliver nødt til nogle gange at befinde dig på nogle vanskelige steder. Kan du fortælle os om den mest spændende vintersportsfotografering, du har lavet?
"Lige siden jeg begyndte at fotografere vintersport og snowboarding, har jeg drømt om at tage til Alaska. Men man kan ikke bare tage til Alaska og se, hvad der sker – man skal være en del af et tæt sammenknyttet hold. Jeg tog af sted med de førende skiløbere i Europa, en gruppe kaldet Legs of Steel. Vi tog på helikopterskitur til Haines – Alaskas bedste sted til frit løb. Sneen sidder fast på de her lodrette vægge [afbildet nedenfor], så du kan køre på skråninger, der er stejlere end noget andet sted i verden. Presset er ekstremt højt, fordi sportsfolkene har investeret omkring 10.000 € til 15.000 € for at kunne gennemføre seks til ti kørsler, så når du sidder i helikopteren og fotograferer ud ad en åben dør, skal du sikre dig, at du rammer plet. Det gik fint – alle udførte deres stunts, og ingen kom til skade."