Naturen viser sig frem om efteråret på en måde, som andre årstider ikke kan matche. Hyppige regnbyger opbløder farverne, og blide vindstød blæser på en nærmest rytmisk måde, mens tåge og dis giver skarpe baggrunde i hvidt og gråt, som står i kontrast til efterårsbladenes foranderlige nuancer.
"Efteråret er den årstid, der er mest stimulerende for sanserne. Det får dig til at tænke over tilværelsen," siger den hollandske natur- og landskabsfotograf Theo Bosboom. "Men selv om det er en fortryllende årstid, er det meget svært at skabe noget, der ikke er set før." I serien Autumn Leaves ville Theo finde en ny måde at fremhæve årstidens bedste sider.
Theo bidrager regelmæssigt til National Geographic og tidsskriftet BBC Wildlife og har to gange vundet prisen European Wildlife Photographer of the Year. Efter at have besøgt Hoëgne-dalen i Belgien hvert år i mange år følte han, at han havde indfanget alt, hvad skovene havde at tilbyde.
"Der er meget malerisk og ganske enkelt magisk om efteråret, men efter et par år indså jeg, at jeg havde fotograferet det fra alle vinkler," siger han. "Jeg begyndte at spekulere på, om 'det mon var dét'. Men i samme øjeblik dalede nogle blade ned i et vandløb, og jeg fulgte dem, mens de blev ført bort på vandet, tumlede omkring i de små vandfald og endte deres rejse bag grene og klipper. Det var der, jeg fik idéen til at fotografere bladene fra under overfladen – man kunne kalde det efteråret set fra fiskeperspektiv."
Selvom idéen til The Journey of the Autumn Leaves måske var enkel nok, blev det langt fra enkelt at føre den ud i livet. "På det tidspunkt var fotografering stadig bare en hobby for mig," forklarer han, men han fik fat i et vandtæt Canon WP-DC28 undervandshus til sit kompakte Canon PowerShot G10. Efter at have skiftet til gummistøvler og våddragt vadede han ud i det kolde vandløb, holdt kameraet i undervandshuset under vandet og pegede det op mod himlen.
"Jeg kunne ikke rigtig se, hvad jeg lavede, men hver gang et blad passerede forbi, trykkede jeg på knappen og håbede på det bedste," fortsætter han. "De fleste af billederne blev ret dårlige, og jeg tog utallige selfies ved et uheld, men ét rigtigt godt billede skilte sig ud [se nedenfor]. Det fik mig til at indse, at der måske var et projekt her, og det var dér, jeg besluttede at investere i undervandshuset til mit Canon EOS 5D Mark III [nu efterfulgt af Canon EOS 5D Mark IV].”
I løbet af de følgende efterår udviklede Theo sig hurtigt fra amatør til professionel og endte med at sige sit job som advokat op i 2013. Han udviklede sine teknikker til undervandsoptagelse og foretrak at bruge naturligt lys, hvor det var muligt, hvilket i modsætning til landskabsfotografering betød, at den bedste optagelsestid var midt på dagen.
"Når solen var på sit højeste, fik floderne den maksimale mængde lys, så jeg var sjældent nødt til at sætte min lid til flashen, medmindre vandet var meget mørkt, eller jeg ønskede at oplyse et interessant hjørne," siger han. "Jeg var nødt til at øge ISO-værdien for at optage stærke billeder i floden, fordi jeg havde brug for det ekstra lys under vandet. Heldigvis påvirkede ISO-værdien på Canon EOS 5D Mark III ikke kvaliteten."