Fotografens guide til nordlyset
For bare et øjeblik siden var den nordiske himmel sort som blæk, men nu spreder et svagt grønt skær sig hen over horisonten. Af erfaring ved jeg, at himlen når som helst kan blive vakt til live i et imponerende smukt lysshow. Jeg smider et par stykker brænde i kaminen, tager varmt tøj på og monterer mit vidvinkelobjektiv (med høj lukkerhastighed) på mit EOS RP. Da jeg træder ud af hytten, bliver jeg mødt af en bidende kulde på minus 20 grader eller mere – og af en himmel, der står i flammer.
Harri Tarvainen er professionel fotograf med speciale i udendørs- og actionfotografering. Sammen med sin curly coated retriever, Instagram-berømtheden Kaffe, vandrer han i naturen og tager fantastiske billeder. Du kan følge Kaffes eventyr på hans Instagram-konto @kaffegram. Du kan også se Kaffes og Harris tips til fotografering af kæledyr, actionbilleder i byen og fotografering af de skiftende årstiders magi.
Næsten alle de fotografer, jeg har mødt gennem tiden, har haft det til fælles, at de drømmer om at tage det perfekte billede af nordlyset. Mange af dem, der selv har oplevet fænomenet, er nu helt bidt af det. Den følelse af begejstring og beundring for nordlyset, som majestætisk lyser op i grønne og lilla farver over dig, er svær at beskrive med ord. Det er måske noget, jeg forestiller mig, men af og til tror jeg, at jeg kan høre lyset – og jeg ved, at Kaffe er enig med mig.
Denne tur går til Lapland i Finland, hvor betingelserne for at se og fotografere nordlys virker lovende. En køretur på seks timer, efterfølges af et par timer på ski, inden vi når vores destination: en lille hytte i ødemarken. Turen tager sin tid, for både min og Kaffes rygsæk er fyldt med varmt tøj, mad og naturligvis kameraudstyr.
Forbered dig godt
Nord for polarcirklen kan man omtrent se nordlys tre ud af fire nætter, så hvis himlen er skyfri, er der gode chancer for at fange det med kameraet. Jeg begynder altid jagten på det perfekte billede med at læse prognoserne for nordlys. Du kan downloade en gratis app (for eksempel Aurora Forecast) på din telefon, der viser prognoserne for nordlys, du kan tilmelde dig en nordlysvarsling, der sendes som en SMS, eller du kan læse vejrtjenestens nordlysprognose. Husk også at tjekke skydækket – hvis der er overskyet, vil du ikke kunne se noget. Næste skridt, hvis himlen er skyfri, og nordlysaktiviteten ser lovende ud, er at finde et sted med så lidt lysforurening som muligt. Lys fra byer, biler og gadelygter gør det sværere at se nordlyset, så jeg tager væk fra de befolkede områder.
De mest optimale vejrforhold for nordlys går som regel hånd i hånd med arktiske temperaturer, og det føles endnu koldere, når du står stille og venter på, at nordlyset skal vise sig. På længere ture pakker jeg varme drikke og varmepuder, så jeg kan få liv i fingrene igen. Kulden kryber hurtigt op under varmt tøj, så jeg har normalt to dynejakker på om natten! Selvom solstormene under perfekte omstændigheder nærmest forvandler nat til dag, er det stadig en god idé at forberede sig på mørket med en pandelygte. Det er også langt lettere at betjene kameraet, hvis lygten sidder i panden, og jeg har erfaret, at telefonens lygte hurtigt dør i kulden, så du kan ikke regne med den alene.
Tilpas dine indstillinger
Selvom jeg ofte bruger de såkaldte semiautomatiske indstillinger (Av eller Blændeprioriteret), er du nødt til at justere indstillingerne manuelt, når du fotograferer nordlys. Inden du drager ud for at tage billeder, skal du foretage følgende indstillinger på dit kamera:
- Lukkerhastighed: 20 sekunder
- Blænde: f/4.0 (jo lavere f-tal, jo bedre – med et hurtigt objektiv kan den største blænde være f.eks. f/1.8)
- Følsomhed: ISO 2000
Hvis billedet ser for mørkt ud, kan du øge lukkerhastigheden til 30 sekunder. Hvis billedet derimod er for lyst, kan du f.eks. skrue det ned til 10 sekunder. Nogle gange får jeg lyst til at fremhæve nattehimlens blå nuancer ved at indstille mit kameras farvebalance til lysstofbelysning. Det er normalt en god idé at tilpasse lysstyrken og kontrasten lidt efter fotograferingen. Hvis du tager RAW-billeder, får du flere muligheder under den efterfølgende billedredigering.
Vælg det rigtige udstyr
Det kræver en lav lukkerhastighed at fange nordlyset, så et stabilt stativ er vigtigt. Det kompakte fullframe-kamera EOS RP håndterer selv højere ISO-følsomheder på en smidig måde. Det giver dig mulighed for at bruge en hurtigere lukkerhastighed, så du kan tage skarpere billeder af det glimtende lys. En højere lukkerhastighed gør det også nemmere at bruge personer – eller i dette tilfælde Kaffe. Et hurtigt vidvinkelobjektiv er bedst til at fange det strålende nordlys over dig. Canon RF 35mm f/1.8 MACRO IS STMvirker f.eks. godt sammen med RP og har en tilstrækkeligt bred brændvidde til, når lyset står lidt lavere på himlen.
Tænk fremad
Tag ikke et iskoldt kamera med ind i varmen lige med det samme. Den kondenserede fugt er skadelig for kameraet, så tag det først ud af tasken, når temperaturforskellen mellem kameraet og lokalet er tilstrækkeligt stabiliseret. Den kolde luft udgør endnu et problem for dit udstyr, idet den reducerer batteriets kapacitet. I forbindelse med vinterfotografering er et ekstra batteri en vigtig del af ekstraudstyret, som du skal opbevare så varmt som muligt.
Nordlyset kan være lunefuldt! Showet kan slutte lige så pludseligt, som det begyndte. Nogle gange fylder lyset hele himlen og funkler i forskellige farver. Andre gange kan man kun se et svagt grønt skær langt mod nord, og af og til – hvis du er uheldig – kommer der slet ikke noget. Det kræver held at fotografere nordlyset, og du skal se enhver oplevelse med det som en gave fra himlen. Hvis lyset nægter at komme frem, kan du prøve at tage et billede af stjernehimlen eller sågar mælkevejen i mørket. Hvis det er overskyet, kan du forvandle pandelygten til en fantastisk rekvisit og male det mørke landskab med lys og skygge.
Held og lykke med jagten på nordlyset!