Opdag lyset i mørket
EOS R6 – lysbringer

Autofokus og dyb læring

Når jeg skal forberede på mig på at tage billeder af motiver i hurtig bevægelse – en snesurfer og Kaffe – øger jeg sensorernes følsomhed til ISO 4000 og vælger Servo AF med ansigtsgenkendelse som autofokusindstilling. I et snedækket landskab gør kameraet ofte billederne for mørke, så jeg snyder det ved at overeksponere billedet med én EV. Jeg giver signal til start, og Kaffe og snesurferen sætter i gang ned ad løjpen. Jeg løber ved siden af dem, så længe jeg kan følge med. Mens jeg løber, peger jeg kameraet mod dem og trykker lukkeren ned og håber på det bedste. Autofokus søger efter ansigter selv ved høje hastigheder og fokuserer de fleste billeder helt perfekt, også selvom ansigtet ikke er midt i billedet. Jeg ville aldrig have fotograferet på denne måde med mit gamle udstyr, hvor jeg plejede at holde mig på den sikre side i dårlig belysning med ét centerfokuspunkt. Ofte tages de bedste billeder i flygtige øjeblikke, hvor motivet ikke er bevidst om, at det bliver fotograferet. Takket være den automatiske ansigtsgenkendelse kan jeg pege kameraet mod et motiv – så at sige skyde fra hoften – og stadig opnå billeder med det rette fokus.

To lavskriger er også kommet for at se os have det sjovt i sneen. De er meget nysgerrige og kommer tættere og tættere på for at se os. Jeg knuser et par af Kaffes godbidder og rækker min hånd ud mod en af fuglene. Et øjeblik efter sidder en lavskrige i min håndflade og spiser krummer. Fuglen er overraskende tung, og dens små, skarpe klør holder godt fast i mine fingre. Jeg løfter kameraet op foran mit ansigt, og i søgeren kan jeg se, hvordan autofokus lynhurtigt tegner en lille firkant omkring fuglens øje. Når lavskrigen tager en krumme fra min håndflade, og øjet forsvinder ud af syne, vises en større firkant omkring motivets hoved, der følger det bevægelser. Når den løfter hovedet igen, dukker der også en lille firkant op omkring fuglens øje. EOS R6's autofokus genkender ikke kun ansigter på mennesker, men også på dyr – og ikke kun katte og hunde. Den kraftige DIGIC X-processor sammenligner den verden, som kameraet ser, med millioner af "indlærte" billeder. Teknikken er baseret på dyb læring og kunstig intelligens, men for mig virker det nærmest som ren magi. Hvordan ved kameraet, hvilken del af billedet jeg ønsker at fokusere på?

Håndholdt fotografering i tusmørket

Den lyse tid på dagen er forbi, og landskabet bliver igen mørkere. Jeg skyder videre håndholdt i skumringen. EOS R6 og RF 24-105mm f/4-objektivet har begge billedstabilisatorer, der kommunikerer med hinanden. Kombinationen udligner de bevægelser, der skyldes mit åndedræt og mine hænders rysten. Tidligere syntes jeg, at jeg som en tommelfingerregel skulle holde lukkerhastigheden 1/25 sekund hurtigere, når jeg tog håndholdte billeder, for at opnå skarpe billeder. Nu har jeg taget skarpe billeder uden stativ og med en lukkerhastighed på 1 sekund eller hurtigere!

Tusmørket falder på, og lyset fra min pandelampe begynder at være synligt i omgivelserne. Det er overskyet, og der er nok ikke noget håb om at se nordlyset denne gang. Stemningen er dog stadig magisk. Lyset fra det nærliggende skisportssted spejles i de lavthængende skyer, og det omgivende mørke har et lilla skær. Min fantasi får frit løb, når jeg kigger på de snedækkede træer. Kaffe har sele på og trækker os frem mod grænsen til nationalparken Pyhä-Luosto. Det finske Lapland er billedskønt i al slags vejr.

Et kamera, der er større end dets pixelantal

Jeg er vant til de filer, man får med den enorme 45 Megapixel CMOS-sensor i EOS R5. EOS R6 har en sensor med 20,1 Megapixel opløsning og virker temmelig beskeden til sammenligning. Sensorerne i de to kameraer har dog samme fysiske størrelse. Pixlerne i EOS R6 er større end pixlerne i R5, så selvom det samlede antal pixel er mindre end halvdelen af det i R5, ligger kameraernes billedstørrelser faktiske overraskende tæt på hinanden. De store pixler i det billigere EOS R6 giver endnu bedre resultater ved ringe belysning end Canons flagskibsmodeller. Mængden af støj er også lille, og billedkvaliteten ved høje følsomheder er derfor også imponerende.

Vi ankommer til det sted, hvor vi har planlagt at holde en pause. En betænksom vandrer har efterladt noget brænde, og der er optændingsmateriale i en træhytte ved siden af bålpladsen. Birkebarken antændes med en knitren, og efter et stykke tid spreder flammerne sig også til de større kævler. Kaffe rykker nærmere på bålet og falder til ro på et tæppe tæt ved varmen. Når man stirrer ind i ilden, føles det omgivende mørke endnu mørkere. Kontrasten mellem mørke og kraftigt lys snyder det menneskelige øje. Et kamera på hyttens tag registrerer dog tusmørket et stykke fra bålet. EOS R6's store dynamikområde giver dig mulighed for at fange et lysstærkt bål og det svagere lys i baggrunden med enkelt eksponering. Der er noget magisk ved at tage billeder i mørket med lang eksponering, lige som i gamle dage, hvor du i mørkekammeret spændt ventede på at billedet skulle dukke frem på papiret i fremkaldervæsken.

Senere på aftenen forbereder vi optændingsmateriale til den næste gæst og begynder turen tilbage til vores logi for natten. Jeg pakker omhyggeligt kameraet i min rygsæk for at forhindre den varme og fugtige indendørsluft i at kondensere på det kolde kameras overflade. Om morgenen vil temperaturforskellen være udlignet, så det vil være sikkert at tage kameraet ud. På turen tilbage ser jeg lyset fra pandelampen flakke i de sneklædte træer, og jeg tænker på ordet fotografis oprindelse og idéen om at “skrive med lys”. Kameraet bliver i min rygsæk resten af turen. Jeg stiller mig tilfreds med blot mindet om de sidste billeder af nattens mørke skov.