Black and white image of two friends

Udforskning af fotojournalistik med dit EOS digitale spejlreflekskamera

Få styr på de fotojournalistiske teknikker – af Brian Worley, Canon-tutor

Fotojournalister bruger ofte en række forskellige kameraer til at indfange begivenhederne - lige fra professionelle digitale Canon-spejlreflekskameraer til mere kompakte Canon-kameraer, der nemmere kan ligge i lommen. Hvis du bruger et EOS-spejlreflekskamera, får du mere fleksibilitet og kontrol over dine billeder, omend det kan være mindre påtrængende at bruge et Canon-kompaktkamera, som også giver fremragende resultater. Uanset hvilket kamera du anvender, er det vigtigt at huske på, at den bedste fotojournalistik har en dybde og en langtidsholdbarhed, som overgår mange af de billeder, der offentliggøres hver dag på nyhedssider rundt omkring i verden.
Ud over den tekniske rådgivning nedenfor skal du huske på, at en god fotojournalist både har en fremragende evne til at omgås andre mennesker og fantastiske evner bag kameraet. Det er vigtigt at kunne komponere dine billeder med omtanke, men det er også vigtigt at kunne indfange følelser, energi eller det ekstraordinære. Og den bedste fotojournalistik handler ofte om at indfange uventede øjeblikke – så det kan være klogt at have et Canon-kompaktkamera, f.eks. et IXUS eller et PowerShot, i tasken, hvis du pludselig befinder dig på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

Få det optimale ud af vidvinkelobjektiver

Når der skal fortælles en komplet historie med ét foto, bruger mange fotojournalister vidvinkelobjektiver som f.eks. et 35mm.

De arbejder ofte med objektivet tæt på hovedmotivet i deres historie – så du skal ikke være bange for at komme tæt på de mennesker, der er midtpunktet for din historie – det kan endda give dig en chance for at falde i snak med dem.

Med et vidvinkelobjektiv får du større dybdeskarphed, så du kan indfange historiens miljø sammen med hovedmotivet – du kan f.eks. vise omfanget af en protestmarch, samtidig med at du bevarer én person i centrum af billedet.

Mange Canon EOS-kameraer har et zoomobjektiv, der starter med en brændvidde fra 18mm. Prøv at indstille dit objektiv til en brændvidde på ca. 22mm, og øv dig i at holde objektivet i denne indstilling. I stedet for at være afhængig af zoom kan du skifte position og flytte kameraet for at indramme dine motiver. Det kan virke besværligt i starten, men du opnår mere fleksibilitet til at indfange en historie i bevægelse – og måske endda selv få motion samtidig.

Brug autofokus som en hjælp til kompositionen

Pr. definition skal autentisk fotojournalistik være en retvisende og nøjagtig gengivelse af situationen på billedet. For at et billede kan betragtes som faktuelt, må det ikke beskæres – og det er helt udelukket at forbedre det i Photoshop. Da du ikke kan ændre billedet senere, skal du komponere dit billede præcist gennem søgeren på det digitale spejlreflekskamera.

For at gøre dette skal du indstille kameraet til at bruge et enkelt autofokuspunkt i stedet for at bruge det midterste AF-punkt. Indstil autofokuspunktet til enten venstre eller højre side af billedrammen som en hjælp til at komponere motivet ved hjælp af tredjedelsreglen (dette er en enkel måde at tage velkomponerede billeder på ved at forestille dig, at billedrammen er opdelt i tre). Dette vil hjælpe med at skabe drama og interesse, når du optager et motiv med personer, f.eks. en demonstration, en prisuddeling eller et festivalpublikum.

Kend dit kamera og dit objektiv

En af de vigtigste færdigheder for enhver fotojournalist er evnen til at gøre kameraet og objektivet til et værktøj, der indfanger øjeblikket uden at forstyrre det. Derfor er det vigtigt at have dit kamera klar og være i stand til at foretage hurtige, intuitive ændringer af indstillingerne. Før du tager ud for at fotografere en historie, skal du øve dig i at ændre dine kameraindstillinger ved blot at røre ved kameraet. En måde at gøre det på er at lægge dit digitale EOS-spejlreflekskamera i en pose og foretage hurtige ændringer på funktionsvælgeren uden at kigge. Du vil snart lære at lave ændringer hurtigere og blive i stand til at indfange billeder uden at gå glip af et eneste sekund af det, der udspiller sig foran dig.

Prøv at bruge et objektiv med fast brændvidde, og når du har fået en vis øvelse, bør du have en fornemmelse af, hvordan billedet ser ud, inden du kigger gennem søgeren.

Monokrome billeder

Når du mestrer de grundlæggende funktioner, kan du prøve at indstille dit digitale EOS-spejlreflekskamera til den monokrome Picture Style. Dette vil frembringe et sort/hvid-billede på LCD-skærmen, der kan hjælpe dig med at se dit motiv uden at blive distraheret af farverne. Når du ser et sort/hvid-billede på din LCD-skærm, kan du tydeligt se billedets komposition uden forstyrrende farver. Dette kan være et nyttigt referencepunkt, når du er ude i marken.

Mere avancerede digitale EOS-spejlreflekskameraer kan behandle RAW-billedet direkte i kameraet. Find RAW-billedbehandlingsmenuen, og konvertér derefter RAW-billeder for at skabe enten sort/hvid-billeder eller farvebilleder.