Lorenz-Holder-Snowboarder-Mountain

Fotojournalist Jeroen Swolfs

Portræt af Jeroen Swolfs

195 lande på syv år.

For de fleste af os er tanken om at rejse i syv år for at tage billeder over hele verden en ønskedrøm. Men for fotojournalist Jeroen Swolfs var det præcis det, han gjorde. I 2009 satte Jeroen sig for at besøge alle verdens lande og dokumentere gadelivet i hver enkelt. Syv år senere har han besøgt 195 lande og udgivet bogen Streets of the World om sine oplevelser. Hans udstilling åbner i Amsterdam i denne uge.

Vi talte med Jeroen om hans jordomrejse og hans udstilling i det, der tidligere var en våbenfabrik.

At kalde Streets of the World for et projekt er vist en underdrivelse, når man tænker på rejsens omfang. Du har jo arbejdet på det i 7 år! Hvad holdt dig motiveret?

Det er rigtigt. Det føles som en menneskealder. Det er mærkeligt, at det er endelig er slut. Mens jeg lavede Streets tænkte jeg tit, at det aldrig ville slutte, fordi det var så stort. Men hvis man tager det ene land efter det andet, så når man til sidst i mål.

Det var tanken om at nå det ultimative mål, der holdt mig mentalt motiveret.

Tænkte du nogensinde på at give op? Var der nogensinde et øjeblik, hvor du tvivlede?

Jeg kunne ikke bare give op. Jeg udlevede jo min drøm! Selvom jeg ofte tænkte: "Hvad fanden har jeg rodet mig ud i?" Men jeg blev mest motiveret af de tusinder af mennesker, jeg så i gaderne, som aldrig ville få den mulighed, som jeg havde. På en måde følte jeg mig forpligtet til at fortælle historierne fra deres dagligdag og prøve at få budskabet ud til så mange som muligt.

Det var virkelig et ambitiøst projekt. Havde du overhovedet forestillet dig, at det ville lykkes dig at komme til alle lande i verden?

Jeg rejste meget, inden jeg gik i gang, så jeg vidste, at det ville være muligt at komme ind i de fleste lande uden for meget besvær. Der er journalister i alle lande og særligt i alle krigszoner, så jeg vidste, at det kunne lade sig gøre. Jeg skulle bare arrangere det selv.

Jeg mangler dog stadig tre lande. Yemen er vanskelig. Så vidt jeg ved, er det kun Læger uden Grænser, der er der nu, og en af mine venner arbejder der. Hun fortalte mig, at jeg skulle vente lidt.

Jeg har lige mistet en ven i Libyen for et halvt år siden, så jeg venter også med det lidt endnu. Og så er der Ækvatorial Guinea, som jeg har prøvet at komme ind i mange gange – jeg har endda sms'et med en af prinserne – men til ingen verdens nytte. De stoler ganske enkelt ikke på mig. Mærkelige mennesker. Men jeg er fast besluttet på at få de resterende tre lande!

Sudan_Khartoum

© Jeroen Swolfs

Du har sagt, at du ønskede at vise verden, hvad der gør os ens, i stedet for at gøre os forskellige. Var det derfor du startede projektet, eller kom den idé til dig undervejs?

Da jeg startede på Streets, tænkte jeg bare, at det ville være en rigtig interessant måde til at få identiske billeder af gadelivet i alle hovedstæderne. Jeg var sikker på, at det ville blive en meget interessant reportage om menneskeliv rundt om i verden. Allerede tidligt i projektet begyndte jeg at mærke, at folk overalt lavede de samme ting. De er sammen med venner, arbejder, griner, er kærlige. Der er altid børn, dyr, altid folk, der pjatter – sådan foregår det over hele verden. Så jeg begyndte at fokusere mere og mere på disse temaer, mens jeg fotograferede, og jeg forsøgte at vælge positive temaer, fordi negativitet ser vi mere end nok af i forvejen.

Hvad har været den vanskeligste del af projektet?

Det kan være hårdt at rejse alene i syv år. Selvom man også bliver ret glad for det.

Er der en bestemt historie, som har gjort særligt indtryk på dig?

Der har været nogle helt igennem fantastiske kærlighedshistorier. Jeg kan ikke vælge mellem dem. Eller mellem alle de andre skøre, imponerende, spændende og frygtelige ting, som skete i løbet af de syv år. Der skete så meget, at jeg skrev en hel bog om det!

Et billede viser typisk et enkelt øjeblik i tiden, men din idé om konstruktiv journalistik handler om hele historien. Hvordan får man disse to modsætninger til at fungere sammen?

Et billede er bare et øjeblik, men det afgørende er det billede, man vil dele. Den vinkel, man vælger. Der er altid vinkler på enhver historie. Selvfølgelig sælger vold, blod og sex bedst, så hvis det er penge man er ude efter, er det sådan, man får det hurtigst. Men ved at gøre det, fortæller man kun den ene side af hele historien. Tanken bag konstruktiv journalistik er at fortælle hele historien – baggrunden for konflikten, de mulige løsninger. Sætte det hele ind i en større sammenhæng.

Der må være masser af historier, som fortjener at blive fortalt i alle lande, men du har formået at begrænse dig til et enkelt foto til bogen. Var det ikke svært at vælge kun ét til at repræsentere et helt land?

Selv om Streets of the World viser billeder af gadelivet i alle hovedstæderne i alle verdens lande, så det er ikke det, projektet handler om. Det handler ikke om hovedstæder og lande. Jeg vælger hovedstæderne i landene, fordi det er den eneste måde jeg kunne komme i tanke om, til at indfange menneskeheden. Det handler i virkeligheden om det, vi deler som mennesker, det, vi laver i alle disse gader, der binder os sammen og gør os til én race, der er forbundet med hinanden. Hovedstæder og lande er netop de steder, hvor disse ting foregår. Men Streets handler om det, der sker, ikke om hvor det sker.

Rammen om udstillingen er utrolig fascinerende. Hvorfor valgte du Hembrug? En fabrik, der tidligere har været brugt til at fremstille våben.

Vi kører udstillingen i en bygning, der tidligere blev kaldt 'Døden'. Fabrikken blev brugt af den hollandske hær til at udvikle sennepsgas, udfærdige nye bestemmelser og endda fremstille våben. Nu er det et meget kreativt sted med alle mulige iværksættere.

Det føltes godt at bringe gadelivet fra hele verden ind på sådan et sted. De bygninger, vi bruger til museet, er meget industrielle, og det fungerer godt sammen med den type billeder, jeg tog til Streets. Rejsen dertil fra Amsterdam er også hyggelig, så man er allerede på rejse, inden man starter sin rejse rundt i verden på vores museum.

Tuvalu_Funafuti

© Jeroen Swolfs

Hvad har været det vigtigste land for dig personligt?

Personligt lærte jeg en vigtig lektie i Rwanda. Jeg fotograferede i gaderne i Kigali, og jeg syntes, at alle de store fyre så ret fjendtlige ud. Den omstændighed, at der havde været folkemord der 20 år tidligere, gjorde det ikke bedre. De havde det sjovt sammen, og på en underlig måde følte jeg mig ekskluderet. Jeg tænkte: "Er det mig, der er noget galt med?" Jeg indså, at jeg selv havde indtaget en noget aggressiv attitude. Så jeg besluttede mig for at ændre attitude og begyndte at smile til alle, der kom forbi. Stemningen forandrede sig med det samme, og folk begyndte at smile tilbage til mig! Folk begyndte at stille spørgsmål. Det blev til en dejlig eftermiddag. Herefter var det, det jeg gjorde. Jeg synes, det gjorde projektet meget nemmere og sjovere.

Hvad har været det sværeste?

For mig var Somalia det sværeste. Det var svært at komme ind i landet, og det er meget farligt. Alle de steder, jeg besøgte, blev angrebet efterfølgende, også mit hotel og stranden, som jeg fotograferede. Folk, jeg lærte at kende, blev dræbt under angrebene.

Har du nogle tips til at fortælle visuelle historier?

Vælg et emne, du virkelig brænder for. For mig handler mere end halvdelen af den historie, man fortæller, ikke om billederne, men om, hvad du selv synes, der gør den til noget særligt. Dette kombineret med din personlige stil gør, at det bliver fantastisk.

Myanmar_Naypyidaw

© Jeroen Swolfs

Streets of the World var meget ambitiøst, så hvordan vil du overgå det? Hvad er dit næste projekt?

Jeg fik en idé om at gå tværs igennem Canada og fotografere alt undervejs, men måske vil jeg lige lægge det på hylden et stykke tid. Jeg skal først dele Streets of the World med så mange, jeg kan.

Hvilket slags udstyr bruger du?

Jeg har altid brugt et 5D med 16-35mm-objektivet. Det var det eneste, jeg skulle have med. På den måde lignede jeg en meget entusiastisk amatør, men stadig en turist, og jeg havde ikke brug for et pressevisum i halvdelen af de lande, jeg har besøgt. Men jeg kunne stadig tage fantastiske billeder, fordi det er et fantastisk kamera og objektiv. I løbet af de sidste syv år gik jeg fra 5D Mark I til Mark IV. De bliver bare bedre og bedre.

Bogen Streets of the World er på gaden nu. Udstillingen løber fra 16. juni til 30. september.

Svar er redigeret af hensyn til klarhed og flow.


Jeroens kamerataske

Kameraer:

Canon EOS 5D Mark IV

Objektiver:

EF 16-35mm f/2.8L III USM



Interview: Skrevet af Martin Fleming