Southern_Hymettus

Fotograf Jeff Vanderpool

Jeff_Vanderpool_Portrait

©Joanna Vasdeki

Alternative Athen

Faktum er, at hvis du ser noget ofte nok, ser du ikke længere det hele. Når vores omgivelser bliver alt for velkendte, glemmer vi nemt at værdsætte dem. Fotografen Jeff Vanderpool blev født i Athen og har dedikeret en stor del af sin karriere til at fotografere byen, men til sit projekt "Sea of City" vendte Jeff objektivet væk fra de alt for velkendte monumenter og mod de ofte oversete bjerge, der omgiver dem.

Vi snakkede med Jeff om det at opdage en ny side ved sin by.

Hvad var målet, da du begyndte på projektet?

Athen ligger i en dal omgivet af bjerge og hav. I Grækenland kaldes byen ofte "lekanopedio" eller bassinet. Mange steder er der en helt klar grænse, hvor byen pludselig ender og ikke kan udvides mere, fordi der står et bjerg i vejen. Når man bor i byen, har man et tydeligt billede af disse bjerge som bagtæppe ved byens grænser, men man ved ikke meget om deres indhold og karakter.

En lidt ulykkelig tendens i vores tid er desuden, at det naturlige miljø ofte overses, og selv om disse bjerge tilbyder et fantastisk pusterum fra byen, udgør brande, byudvikling og affald en reel trussel mod dem. Mit mål var vel at gøre opmærksom på deres eksistens og det faktum, at de er ligeså dyrebar en del af byen som enhver af dens kulturelle monumenter.

Du blev født i Athen, så hvad fik dig til at starte dette projekt nu?

Jeg tilbragte min barndom i Athen, men har kun boet her på mere permanent basis de sidste 5 år. Det har givet mig mulighed for at udforske det græske landskab – noget jeg har altid været fascineret af – mere intenst.

Northern_Hymettus

©Jeff Vanderpool

Du har udvalgt en håndfuld billeder i denne serie. Hvad gør, at disse billeder skiller sig ud?

Der er fire bjerge omkring byen, og jeg har valgt 2-3 billeder fra hvert af disse bjerge. På billederne kan du ofte få øje på modsatte udsigtspunkter på bjergene fra den ene og anden ende af byen. Jeg forsøgte at foretage valg, der er så repræsentative som muligt for serien som helhed.

Er der ét billede, der er indbegrebet af, hvad projektet handler om?

Det er svært at sige, men måske ville jeg foreslå billede nummer 3 fra Central Hymettus-serien. Stenene i forgrunden er en del af en ujævn grusvej nær toppen af Hymettus-bjerget i det østlige Athen. Denne type af ujævne sten er meget kendetegnende for grusveje i området omkring Athen.

For mig viser dette fotografi den intime forbindelse mellem byen og dens omgivelser. Det er både naturligt og menneskeskabt på én gang. Og da det meste af byen Athen blev bygget af sten, der er blevet udvundet i bjergene, synes jeg også, det gav en fin materialesammenhæng.

Nogle af billederne maler et ganske øde billede af Athen, som står i kontrast til de dele af byen, som mange kender. Hvorfor var det vigtigt for dig at vise dette alternative syn på byen?

Landskabet og monumenterne i byen Athen er blevet skildret af kunstnere og fotografer i århundreder. (Faktisk er en stor del af mit professionelle arbejde dedikeret til netop det!) I disse historiske billeder får vi et indtryk af landskabets og byens forandringer over tid. Det er svært finde ud af, hvordan man skal gribe et motiv an, som har været afbildet så meget, så jeg besluttede at forsøge at kaste lys over nogle af de mere ukendte dele af det athenske landskab. Hver af de steder, jeg har fotograferet, har sin egen uforstyrrede skønhed, synes jeg. Det øde og ensomme ved disse steder er på en måde præcis det, de mange munke og nonner, som lever i klostrene i disse bjerge, søger!

Hvad vil du gerne have, at man får ud af disse billeder?

Vi føler ofte, at vi kender et sted, selvom vi har oplevet en meget lille del af det. Jeg vil gerne have, at man får fornemmelsen af, at byen (og måske alle byer) har enorme dimensioner, som kan tilføre stor værdi til den måde, vi oplever dem på.

Har projektet ændret dit syn på den by, du voksede op i? Hvis ja, hvordan?

Absolut. Hver gang man observerer noget intenst, ændrer det den måde, man opfatter det på. Jeg har aldrig helt forstået omfanget af og variationen i landskabet i Athens umiddelbare omgivelser. Og på afstand virker byen stillestående. Man mister fornemmelsen af det travle gadeliv. Byen fremstår derfor som endnu et topografisk træk, på samme måde som jeg før opfattede bjergene set fra byen.

Mount_Parnitha

©Jeff Vanderpool

Hvad så nu?

Jeg fortsætter med at fremstille værker om Athen og koncentrerer mig nu om selve byen. Den moderne by er bygget på en meget organisk måde. Selvom der oprindeligt var en plan, da byen var under byfornyelse i det 19. århundrede, sejrede de lokale interesser, og de fleste af planerne blev aldrig gennemført. Resultatet er den by, vi har i dag, som på overfladen virker meget kaotisk, anarkistisk og, for mange, utiltrækkende. Jeg vil gerne tilbyde en ny æstetisk vurdering af byen, som viser potentialet i dens nuværende tilstand i stedet for fortvivlelse.

Har du nogle tips til at fortælle visuelle historier?

De bedste historier er dem, vi kan relatere til personligt på en eller anden måde. Det er den visuelle skildring af relationen, som gør arbejdet interessant for mig.

Hvilket slags udstyr bruger du?

Jeg bruger et EOS 5DS R-kamera. Jeg har et udvalg af objektiver, hvoraf to af dem er Canons EF 24-105mm f/4L-zoomobjektiv og det ældre 24mm TSE-objektiv. Jeg bruger også en række ældre, manuelle mellemstore objektiver med en tilt-shift-adapter.

Sea of City-serien vil blive udstillet på Central European House of Photography i Bratislava fra oktober 2017.

Mount_Parnitha_The_Ancient_Fortress_of_Fili

©Jeff Vanderpool


Jeffs kamerataske

Kameraer:

Canon EOS 5DS R

Objektiver:

Canon EF 24-105mm f/4L IS II USM



Interview: Skrevet af Daniel O'Hara