Günter Tolar Christian Anderl

Finpudsning af portrætkunsten – ved Christian Anderl

Canon Explorer Christian Anderl, som er en ivrig musiker og en talentfuld kok, er også en international fotograf, som specialiserer sig i kommercielle portrætfotos. Han har en lang kundeliste, som omfatter Red Bull, Ikea og Universal.

Vi deler hans syn på fotografering, og hvordan han arbejder med sine motiver for at skabe interessante portrætbilleder.

Din største udfordring som portrætfotograf?

"Ofte placerer du nogen foran et kamera, men de stivner med det samme. Det er sikkert, fordi de er klar over, at du forventer noget, måske føler de sig ikke tilpas, eller også ved de ikke, hvordan de skal opføre sig foran kameraet. Udfordringen begynder, før dit motiv træder ind foran kameraet. Som fotograf skal du skabe et tillidsforhold til dit motiv, så du kan indfange et intimt øjeblik, der afslører vedkommendes personlighed."

Hvordan indfanger man et motivs personlighed?

"Nogle gange tager forberedelserne længere tid end selve optagelsen. Sørg for, at dit motiv er afslappet, inden du begynder at optage – det hjælper at vide, hvad vedkommende er interesseret i. Måske er det børnene og familien, sport, camping...find ud af, hvad der får vedkommende til at føle sig godt tilpas, og hvad han/hun godt kan lide at tale om. Det kan være en hjælp, når dit motiv træder ind foran kameraet, fordi mennesker ofte føler sig mere tilpas, hvis man snakker med dem, mens du samtidig koncentrerer dig om, at lys og de tekniske ting er i orden. Din korte introsamtale vil sikkert give dig lidt viden om dit motiv og hjælpe dig til at få et bedre portræt.

"Lad altid dit motiv se, hvad du har optaget – sørg for, at det er et portræt, som vedkommende er tilfreds med, og som får ham/hende til at føle, at det var en god oplevelse."

Hvorfor er portrætter så givende?

"Det er enkelt: Fordi du elsker mennesker, du elsker udfordringen og oplevelsen ved at tage portrætbilleder. Du ved aldrig, hvem du kommer til at møde, eller hvordan vedkommende vil være, og ved at tage portrætter kan du lære en hel del om mennesker såvel som fotografering. Uanset hvor cool nogen kan forekomme at være, bærer de altid på en form for usikkerhed indeni. Det er det, folk ofte tænker på, når de bliver fotograferet. Måske er de bange for, at deres portræt vil afsløre det, de er usikre på. Det er din opgave at give dem en god grund til at stole på dig. Det er virkelig givende at se nogen få selvtillid på grund af et portræt, som du har lavet."


Günter Tolar – © Christian Anderl – Canon EOS 5D Mark II med et Canon EF70-200mm f/2.8L IS II USM-objektiv; eksponeringen var på 1/125s ved f/10, ISO 100.

"Optakten til dette portræt var ret enkel: Günter Tolar var tv-vært i mange år og vant til at blive fotograferet. Det kan dog være en udfordring. Hvis dit motiv er en kendt person eller vant til fotografer og kameraer, kan de nemt begynde at kede sig eller posere på samme måde, som de er vant til. Heldigvis er Günter en flink fyr, og det var ret nemt for mig at skabe kontakt med ham.

"Vi brugte cirka 30 minutter i studiet, hvor vi snakkede om hans job, hans liv og hans oplevelser i mediebranchen. Jeg forklarede ham i detaljer, hvordan jeg ville have portrættet til at se ud – jeg ville lave det i sort/hvid, og jeg ønskede at fremhæve hans ansigts og rynkers karakter med en masse kontrast.

"Kort sagt ville jeg lave et meget intimt karakterportræt, der på en måde fortalte alle historierne og oplevelserne i hans liv. Det var han med på, og vi begyndte at fotografere alvorlige ansigtsudtryk, mest fordi han i de fleste portrætter smiler. Han ville have nogle seriøse portrætbilleder, og vi blev ret glade for resultatet. Men det bedste var fra det øjeblik, hvor jeg lavede en fejl, og han ikke smilte, men grinte af mig. Det var et særdeles oprigtigt og ærligt øjeblik, og jeg er glad for, at jeg trykkede på knappen og indfangede det. Vi gik efter et portræt uden smil og endte med et billede med et grin. Tingene går aldrig, som man forventer, og nogle gange er det det bedste, der kan ske for dig!

"Udenfor studiet kan en optagelse være noget helt andet, fordi folk ikke tænker over de mange lys og kameradele. I studiet, hvor der kun er lys, kameraet og dig, kan det være, at dit motiv fokuserer for meget på dette, hvilket kan gøre det sværere at skabe et afslappende miljø. På den anden side kan for lidt koncentration gøre det sværere at indfange et ærligt øjeblik og en ærlig karakter, især hvis der er for mange mennesker i nærheden. Det afhænger af dit motiv mere end af dit miljø. Hver person er forskellig og reagerer forskelligt på kameraer, lys og fotografer.

"Uanset hvor du optager dit portræt, er det vigtigste, at du har god kontakt med dit motiv. Jeg tager først fat i mit kamera, når jeg virkelig er nødt til det. Kameraet er et værktøj, vi bruger til portrætter, men hvis du altid har det i dine hænder eller foran dit ansigt, får du problemer med at skabe kontakt til dit motiv. Den kontakt er nøglen til alle gode portrætbilleder."

Hold dig opdateret

Kommer snart: Se verden uden en søger

Abonnér på nyhedsbrevet