DM i Skills 2017

Canon og TECHCOLLEGE samarbejdede til DM i Skills 2017

Canon var i år repræsenteret på DM i Skills - ved at være en del af standen hos TECHCOLLEGE Media.

Canons tilstedeværelse på DM i Skills er resultatet af en samarbejdsaftale mellem Canon Danmark og TECHCOLLEGE Media. Intentionen med samarbejdet er at skabe synergi på det produktionstekniske og uddannelsesmæssige område. En synergi som i sidste ende skal komme TECHCOLLEGE Medias elever til gode. 

”Vi er meget glade for, at vi var tilstede på messen og igennem vores produkter var med til at fremvise det ypperste indenfor grafisk produktion. DM i Skills er stedet, hvor eleverne viser sig fra deres bedste side. På samme måde kunne vi vise vores produkter fra deres bedste side,” forklarer produktansvarlig Hans Dalmeijer.

Samarbejdet til DM i Skills er del af en større samarbejdsaftale mellem Canon og TECHCOLLEGE media. Canon har allerede installeret en imagePRESS C10000VP og en imagePRESS 750 i TECHCOLLEGEs lokaler i Aalborg. Idéen bag aftalen er, at eleverne på TECHCOLLEGE media får topmoderne udstyr, som kan skabe en endnu højere kvalitet i deres uddannelse. Canon får så til gengæld mulighed for at benytte det opstillede udstyr til demo-visninger og showroom.

”Vi er meget tilfredse med denne aftale, da vi er sikre på, det vil skabe en synergieffekt, som vil komme begge parter til gode,” forklarer produktansvarlig hos Canon Danmark Hans Dalmeijer og fortsætter: ”Vi har også planer om at stå til rådighed med relevante gæsteforelæsere, der vil bidrage med indlæg, der har fokus på teknologi, udvikling eller andet med relevans for faget.”

TECHCOLLEGE Media ser meget frem til samarbejdet med Canon - specielt i forhold til at kunne give eleverne det ypperste undervisningsmiljø. ”Canons udstyr skal være med til at udvikle de grafiske talenter på TECHCOLLEGE, så det er nødvendigt med det bedste og nyeste udstyr på markedet. Det får vi med Canon, og desuden er det en leverandør, som vi ved kan levere,” forklarer Carsten Kristiansen, som er underviser og virksomhedskonsulent hos TECHCOLLEGE.

Aftalen mellem Canon og TECHCOLLEGE Media er kommet i stand gennem Canons forhandler Officepilot ApS. Aftalen løber i første omgang i 24 måneder.