Man-And-Woman-Smoking-On-Motorbike

Gadefotograf Emmanuel Cole

© Alexei Awan.

Et unikt perspektiv

Der går næsten 40 minutter, før jeg begynder at stille nogen af de spørgsmål, jeg havde forberedt til den selvlærte byfotograf Emmanuel Cole.

Han er så afslappet, så cool og virker til at være meget sympatisk. Han har en charme, som synes så naturlig. Vi snakkede i næsten tre timer om den foranderlige by London, gadefotografering samt fordele og ulemper ved Instagram.

Gennem egne øjne

Vi kommer hurtigt ind på det, der er tiltalende ved London. En by, som millioner af mennesker tager billeder af hvert år, og som bestemt må være blottet for originalitet på nuværende tidspunkt.

Cole er uenig. "London er ret usædvanlig. Menneskene, bygningerne, alt er bare i konstant bevægelse. Byens kamp er spændende for mig."

Efter et enkelt blik på Emmanuels Instagram-feed er det åbenlyst, hvorfor han skiller sig ud. Der er ingen turistbilleder af Big Ben eller London Eye. Det er i stedet London, som han opfatter byen: En broget skare af byens karakterer, som de fleste af os ville krydse gaden for at undgå.

Jeg spørger ham, hvordan han henvender sig til de utilnærmelige, og overraskende nok tilskriver han dette sit tidligere arbejde som dør-til-dør-sælger.

"Det hjalp mig til at blive mere imødekommende … det er lidt skræmmende, men man vil gerne være vellidt. Når man banker på folks dør, antager man, at de vil sige nej, så det er man forberedt på. Men det giver selvtillid. Hvad er det værste, der kan ske?"

Når det handler om at tage det perfekte billede, bliver det mere end en afvisning: "Det bliver til en frygt for at gå glip af noget. Normalt får man kun én chance for at tage billedet. Jeg har oplevet at fortryde hele dagen, når jeg har set nogen om morgenen, som jeg gerne ville tage et billede af, men ikke fik det gjort."

"Med ærlighed når man længst. Så jeg går bare hen til folk og spørger dem, om jeg må tage et billede af dem. Det første spørgsmål er næsten altid: "Til hvad?". Og så siger jeg simpelthen bare til dem, at jeg synes, de er interessante, hvilket er sandt. Denne umiddelbarhed hjælper dem til at slappe af."

Det er notorisk vanskeligt at tage interessante portrætbilleder, så det er vigtigt at træde ud af sin komfortzone. "Jeg ser efter adfærd", forklarer Emmanuel. "Noget, der skiller sig ud. Små ting for det meste. Måske er det en persons holdning, eller måden personen går på, eller en særligt velklædt person."

© Emmanuel Cole. Taget med et Canon EOS 5D Mark III EF 24 mm f/1.4L II USM-objektiv; eksponeringen var på 1/320s ved f/2,8, ISO 800.

Tidlige rødder

Det er næsten ikke til at tro, når man ser på hans imponerende portefølje, at Emmanuel først begyndte at tage billeder for fem år siden, lige inden platformen, der skulle give ham semistjernestatus – Instagram – tog fart.

Emmanuel fik en kameratelefon i 2011 og begyndte ganske enkelt bare at tage billeder. Han efterlignede et par andre, men fandt hurtigt sin egen stil: portrætbilleder af nogle af Londons mest excentriske og interessante karakterer og landskaber. Han skiftede til et Canon EOS 6D et år senere og har ikke set sig tilbage. Nu ses han sjældent uden sit kamera om halsen.

"For mig er EOS 6D det perfekte kamera. Jeg har haft det næsten fra begyndelsen, og det har aldrig svigtet mig."

Selvom han skiller sig ud på Instagram, som traditionelt er en platform forbeholdt kameratelefoner, fortæller Emmanuel, at han nu kun tager billeder med sit Canon-kamera. "Man har meget mere kontrol med et digitalt spejlreflekskamera. Ikke kun i forhold til hvordan man tager billeder, men også resultatet. Det er meget nemmere at arbejde med RAW-filer, end det er at arbejde med JPEG-filer af ringere kvalitet, og det er, hvad man får med sin telefon."

I et Instagram

Londons sociale opgradering synes at bevæge sig lige så hurtigt frem som fotografiverdenen, og det er ikke svært at se lighederne. Som fotograf med over 140.000 Instagram-følgere spørger jeg Emmanuel om, hvad han mener om den platform, der har ført ham ind i rampelyset.

"Instagram er et mægtigt marketing-redskab", begynder han. "Det giver min fotografering en anden årsag. Jeg ved, at folk kan lide mine billeder, og at folk rent faktisk ser mine ting. Det giver styrke."

"Men da det er langt mere øjeblikkeligt, er det meget nemmere at blive afsporet af, hvad andre folk gør, og glemme, hvorfor man selv gør det."

"Det er langt sværere at have sit eget look i dag, når man bliver mættet af så mange billeder hver dag, men når jeg ser en person med sin egen unikke stil, skiller de sig virkelig ud."

Han er bange for, at fotografering måske ikke er så respekteret længere. "Folk bliver optaget af det af de forkerte grunde. De kopierer billeder, der får en masse likes, fordi de ønsker at blive berømte, ikke fordi de bare godt kan lide at tage billeder."

Opvarmning

Da jeg spørger ham, hvor mange billeder han tager på en dag, forventer jeg, at han ville sige mellem 30 og 40, men han overrasker mig ved at sige: "Kun mellem 5-10". Han siger, at "Less is more", og at man efterhånden ved, om et foto vil blive godt eller ej. "Men det forudsætter, at jeg varmer op."

Varmer op? "Ja", siger han alvorligt, "man bliver nødt til at varme op". Som en sportsudøver? "Præcis sådan. Man kan ikke bare 'koldstarte' og tage dagens bedste billede!" Han griner: "Man skal lige ind i rytmen, så det føles naturligt, når tiden er inde til at præstere".

© Emmanuel Cole. Taget med et Canon EOS 5D Mark III - EF 24 mm f/1.4L II USM-objektiv; eksponeringen var på 1/30s ved f/5,0, ISO 100.

Transformers, guider og underlige situationer

Uden for London har Emmanuel brugt en del tid på at fotografere i Hongkong. "Det var fantastisk. Og det har helt sikkert også været med til at forme min fotografering. Der var så mange underlige situationer, men så mange muligheder for at tage nogle enestående billeder".

Hans bedste råd? Rejs altid med en lokal. "Jeg mødte en gut i Hongkong, som genkendte mig fra Instagram. Vi mødtes, og han gjorde alting meget lettere. Han fik mig ud af nogle vanskelige situationer og tog mig med til virkelig interessante steder."

Han viser mig et billede af en uhyggelig, dystopisk bygning, som blev brugt i en Transformers-film. "Jeg viste det til knægten, og han tog mig direkte derhen. Vi var der om dagen, men jeg vidste, at det ville se bedre ud om aftenen, så jeg vendte tilbage, og tog det. Det er nok mit mest genkendelige billede."

© Emmanuel Cole. Taget med et Canon EOS 5D Mark III EF 17-40mm f/4L USM-objektiv, eksponeringen var på 30,0s ved f/9,0, ISO 200.

Hvad så nu?

Jeg spørger ham, hvad hans plan er, og han er overraskende nonchalant omkring det hele og tager det, som det kommer. Han siger uhøjtideligt, at folk hele tiden beder ham om at lave en udstilling, men det er ikke noget, han går op i. "Måske en bog eller to senere." Han har et par projekter i støbeskeen, indrømmer han.

Igen er jeg forundret over, hvor jordnær han virker. Enhver anden med over 140.000 Instagram-følgere ville råbe fra hustagene, underskrive bogaftaler og desperat rage hver eneste lille bid af berømmelsen til sig. Han siger, at når han stopper, vil han blive glad, hvis han efterlader et definerbart aftryk på dokumenteringen af London.

Jeg spørger, hvad han ville være, hvis han ikke var fotograf, hvortil han svarer: "Basketballspiller". Jeg er ikke overrasket, hans højde taget i betragtning, men han siger, at det er den stridbare natur, han frem for alt har taget med sig fra sporten. "Jeg er i den grad et konkurrencemenneske. Jeg har altid ønsket at gøre mit bedste og presser mig selv mere og mere. Men jeg vil gerne være mindre besat af det. Det kan overtage dit liv, hvis du giver det lov. Det er ikke nogen dårlig ting, men det handler alt sammen om balance."

Vi har siddet sammen i et par timer nu, og jeg føler, at jeg har undersøgt alle aspekter af hans liv, uden at han ser træt og irriteret ud. Tværtimod er han stadig fuld af energi, parat til at svare på spørgsmål om alt og intet. "Hvad skal du lave bagefter?", spørger jeg. Han siger, at han bare skal mødes med en ven, men han har ikke travlt.

Han trækker på skuldrene, smiler, og så bestiller jeg nogle flere øl til os.

Emmanuels kamerataske:

Kameraer:

Canon EOS 6D

Canon EOS 5D Mark III

Objektiver:

EF 17-40mm f/4L USM

EF 24mm f/1.4L II USM

EF 50mm f/1.2L USM



Interview: Skrevet af Martin Fleming