Dine fotos, vores favoritter: fotografering af hurtigt bevægende motiver

På baggrund af den inspirerende film om skijoring med Franco Moro udfordrede vi dig til at vise os, hvordan du indfanger hurtigt bevægende motiver for at skabe drama. Vi valgte to af vores favoritter og bad fotograferne om at fortælle os historierne bag. Begge bruger hurtige lukkertider til at indfange motivet i bevægelse, den ene i naturlige omgivelser og den anden i menneskeskabte omgivelser.

Blåmejsens flugt af Paul Phillips

Blåmejsens flugt af Paul Phillips

"Jeg har lige købt et Canon 5D Mark III og et 70-200mm f/4 USM-objektiv. Efter at have læst instruktionsmanualen var jeg ivrig efter at afprøve de hurtige lukkertider, og jeg kendte til et sted, hvor en gammel mand fodrer fugle hver dag.

Scenen med fugle, der kommer for at spise, var den perfekte mulighed for at lære både mit kamera og mit objektiv at kende. Jeg ville især gerne afprøve billedstabiliseringsindstillingerne.

Min største udfordring var at forberede selve fotoet, for jeg var ikke sikker på, hvilken indstilling der ville indfange motivet bedst. Jeg var nødt til at overveje lukkertid og autofokusindstillinger for så lille og uforudsigelig en fugl, så jeg brugte forudindstillingerne til motiver i bevægelse. Jeg var også nødt til at komme tæt på motivet, så jeg sad på jorden ca. tre meter fra foderstedet. Efter et stykke tid havde fuglene vænnet sig til, at jeg var der, selvom støjen fra lukkeren fik dem til at flyve. Derefter ventede jeg tålmodigt, gjorde kameraet klar og indfangede det resultat, jeg var ude efter. Jeg endte med at bruge objektivet ved 200mm med en lukkertid på 1/200 og ISO 200.

Formiddagslyset gav de perfekte farver til motivet på dette sted. Jeg får formentlig aldrig chancen for at gentage dette billede, for sandsynligheden for, at alle disse faktorer er til stede på samme tid igen, vil være som at vinde i lotteri to gange!"

Faldende citron af Filippo Fania

Faldende citron af Filippo Fania

"Det er muligvis overraskende, at dette foto blev taget hjemme i mit køkken. Jeg forsøgte at vise, hvordan situationer med høj hastighed som f.eks. med citronen, der falder ned i vandet, kan være smukke, hvis de indfanges på det rigtige tidspunkt. Jeg brugte et gammelt akvarium og forberedte fotograferingen med et stativ og en flashudløser med to lamper på hver side for at belyse ringene i vandet.

Jeg brugte Blændeprioritet (Av) på mit Canon EOS 550D og et 50mm f/1.8-objektiv."

Prøv denne måneds udfordring

Vi vil gerne se, hvordan du ser på din verden, så hvorfor ikke tage del i vores månedlige fotoudfordringer? Du finder denne måneds tema i vores Galleri. Tag dit kamera, uanset hvilket et du har, find en historie, og del derefter dit perspektiv på verden, så alle kan se det.