Oregon-Autumn-Ian-Sane

Fotografering i byerne: 10 tips til at indfange flotte efterårsfotos

Efterårets farver giver dybe og smukke fotos, selv når du fotograferer inde i en by i stedet for ude på landet. Byens lys, arkitektur og mennesker giver en ekstra dimension til naturens løvfald. Her er 10 tips til at fotografere årstidens orange, røde og gyldne farver i kontrast til de grå farver i din yndlingsbetonjungle. Uanset hvilket kamera du bruger, håber vi, at du føler dig inspireret til at komme ud og gå på opdagelse og indfange det bedste af denne stemningsfulde årstid.


1. Indfang kontrastfarver

Kontrastfarver i samme billede tilføjer en ekstra effekt, så prøv at indfange en række forskellige farvetoner i samme billede. Besøg en park i midten af byen, eller udforsk en vej i en forstad, som har træer i hver side, for at indfange kalejdoskopiske røde og gule blade på træerne imod de mørkebrune bygninger og en klar blå himmel. Du må imidlertid ikke lade dig distrahere så meget af efterårets skønhed, at du glemmer fotoets motiv og komposition. Prøv at fotografere arkitektur, mennesker eller byens detaljer sammen med efterårets farver for at fortælle en historie og fastholde dit publikums interesse.

Efterår i London af Davide D'Amico

Davide D’Amico, Efterår i London


2. Indfang efterårsstemninger

Efterårsvejret er ustadigt, så det er muligt at indfange mange stemninger i en by på en enkelt eftermiddag. Himlen kan være klar og skarp det ene øjeblik og overskyet og stormfuld det næste, så grib chancen, og tag en række forskellige billeder. Prøv at fotografere træernes og bygningernes skygger på lyse, stormfulde dage, eller find en bro og fotografér mørke efterårsskyer over en å eller et vandløb i byen. Brug af et stativ eller langsom lukkertid (hvis dit kamera giver dig mulighed for det) kan forhindre sløring og hjælpe dig med at indfange mere af efterårsstemningen.

Shadwell Basin af Davide D'Amico

Davide D’Amico, Shadwell Basin


3. Udnyt efterårslyset bedst muligt

Et af de bedste tidspunkter at fotografere efterårsbilleder i byen er i løbet af den "magiske" eller gyldne time. Det er sådan cirka i løbet af den første halve time efter solopgang og den sidste halve time efter solnedgang - så planlæg på forhånd. Efterårets sollys på lige nøjagtig disse tidspunkter kan hjælpe dig til meget bedre at indfange mønstre og former, og du kan også gå helt ned og fotografere bladene på et fortov i dejligt solskin. Tåget lys tidligt om morgenen kan også give nogle dramatiske billeder af f.eks. tomme gader i byen.

Tåge over en flod som Themsen eller Seinen kan se stemningsfuldt ud, men det kan være svært at indfange. Hvis dit kamera har justerbare eksponeringsindstillinger, så brug et stativ og lang lukkertid, da der vil komme mindre lys ind i dit kamera på tågede dage.

På den anden side af dammen af Garry Knight

Garry Knight, På den anden side af dammen


4. Indfang efterårets detaljer

Efterårets madboder, bunker af nedfaldne blade på fortove, Halloween og fyrværkeri er gode muligheder for at fortælle om efteråret i en by. Hvis dit kamera har en zoomfunktion, så brug den til at udfylde dit billede med små detaljer, såsom et orange ansigt udskåret i et græskar, efterårsbladenes levende røde farver eller årstidens frugt hos en grønthandler i byen. Du kan udfylde din forgrund med et enkelt stort blad og blot antyde en travl bygade i baggrunden.

Makrofotografering er en rigtig god måde til at udforske efterårets farver og mønstre, mens du samtidig benytter unikke synsvinkler. Prøv at eksperimentere med makro- eller nærbilledfunktionen på dit kamera, og led efter detaljer som regndråber på blade eller årer i løvet på et fortov i byen.

Efterårsblade af Vladimir Agafonkin

Vladimir Agafonkin, Efterårsblade

Efterårsblade af Vladimir Agafonkin


5. Prøv at bruge filtre

Når du fotograferer årstidernes skiften i din by, kan filtre ændre udseendet af dine fotos. Hvis du har et digitalt spejlreflekskamera, kan du bruge et polariseringsfilter på dit foretrukne objektiv og opnå bedre farver, en dybere klar, blå himmel og ændre udseendet af dine billeder markant. Den effekt er ikke nem at genskabe ved hjælp af apps eller software. Hvis du fotograferer med et kompaktkamera, kan du eksperimentere med de forskellige kreative filtre eller prøve sceneindstillingerne/motivprogrammerne. De kan ofte hjælpe med at gøre solens skær mindre hårdt og forbedre kontrasten eller farverne i dine billeder.


6. Kig op eller kig ned

At fotografere en by for at vise hvor smuk den er, er både sjovt og udfordrende. Et nyttigt tip er at kigge op for at se, hvad der sker oven over dit hoved. At tage et foto fra den vinkel giver dit publikum mulighed for at nyde efterårets farver i byen fra en anden synsvinkel. Hvis du medtager næsten nøgne grene med himlen i baggrunden, giver det en fornemmelse af efterår og giver publikum mulighed for at værdsætte naturens skønhed og skrøbelighed i modsætning til store bygninger eller byggekraner. Når du har kigget op, så kig ned. Fotografér dine egne sko, mens du står på sprøde blade, eller vend kameraet om og brug selvudløserindstillingen til at tage et efterårsportræt af dig selv nedefra.

Stort efterårsblad på jorden


7. Gå en efterårstur i byen

Hvis du er løbet tør for inspiration, hvorfor så ikke bare gå rundt i byen i et par timer en efterårsdag og finde smukke fotomuligheder? Find rolige steder uden fodgængere eller trafik, hvor du kan nyde byens vidunderlige univers. Er der et specielt sted, du besøgte i foråret eller sommeren? Prøv at vende tilbage til samme sted for at vise, hvordan det har ændret sig i årets løb. Et af de bedste tidspunkter til at spadsere rundt i byen er sent om eftermiddagen. Himlen er mest dramatisk mellem kl. 15 og 17, og solen står lavest på himlen. Find et vandløb eller plads, og kig efter efterårsagtige byscener med dramatiske skygger og silhuetter. Læg mærke til mønstre og tomme rum, som giver dig plads til at udfylde dit billede med efterårets farver, og overvej, hvordan du kan lave en række fotos med former eller linjer, der forbinder hvert billede.

Tuilerierne af Ryan Blyth

Ryan Blyth, Tuilerierne


8. Fotografér træer, vandløb og blade

Efteråret er et af de sjældne tidspunkter på året, hvor et enkelt træ kan give et interessant foto. Der er noget helt særligt ved et træ, der skifter fra den ene flotte farve til den anden. Man kan jo for eksempel besøge det samme træ flere dage og tage en serie billeder, der viser, hvordan det skifter farve. Print dem derefter ud, og hæng dem op derhjemme som en efterårsfotocollage. Spejlinger af byens efterårsfarver i et vandløb eller en sø kan også give imponerende billeder.

Saranac-søen i New York af Heipei

Heipei, Saranac-søen, New York


9. Fotografér, når mørket falder på

Byernes gader skifter utroligt hurtigt om efteråret, når dagen går på hæld, og gadelamperne tændes. Det, som ligner en kedelig scene i dagslys, kan hurtigt blive et smukt billede i svagt lys med masser af karakter og stemning. Prøv at fotografere, når der er tusmørke lige mellem dag og aften, hvor der stadig er lys på himlen, men hvor du også får de tændte gadelamper med. Brug et stativ eller noget solidt til at placere dit kamera på, og lav eksperimenter med lange lukkertider. Prøv at fange lyse striber fra forbikørende biler eller træer udsmykket med festligt lys og en stjernefyldt himmel i baggrunden. Efterårets lys er unikt, så udnyt det så godt som muligt, inden vinteren tager over, og dagene bliver endnu kortere.

Universitet og rådhuset af Milos Milosevic

Milos Milosevic, Universitet og rådhuset


10. Gem dit kamera væk

Mens du er ude at udforske efterårsuniverset i byen, skal du huske at stoppe op, gemme dit kamera væk og nyde det magiske, yndefulde og smukke ved efteråret. Men ikke for længe! Efteråret varer mange uger, men der er sandsynligvis kun få dage, hvor farverne er smukkest, og hvor der er de bedste fotomuligheder - så vær beredt!  Den sidste uge i oktober og den første uge i november anses ofte som de mest farverige. Hold øje med ændringerne i din lokale park - og husk at tjekke vejrudsigten, inden du begiver dig ud med dit kamera.

Føler du dig inspireret? Del dine fotos

Hvis vores tips til at optage bedre billeder af efteråret i byen har inspireret dig til at komme ud med dit kamera, hvorfor så ikke dele dine fotos i vores Galleri? Samtidig med at alle kan se dit arbejde, kan du også se fotos af andre fotografer og tage del i vores månedlige fotoudfordring.


Titelbillede: Ian Sane, Efterår i Oregon