Tag bedre portrætter

Portrætbilleder er nemme at tage, men svære at mestre. Vi har samlet nogle nyttige, grundlæggende tips til at gøre dine gode billeder endnu bedre – uanset om du tager billeder af byens surfere eller familie og venner. Se videoen, og læs videre for at lære mere.

Optag fra forskellige vinkler

Uanset hvem du fotograferer, må du ikke være bange for at eksperimentere med forskellige optagelsesstillinger. Gå ned på knæ, eller læg dig helt ned på jorden, og prøv at tage billeder af motivet nedefra. Eller vind højde ved at stå forsigtigt på en trappe og tage billeder af dit motiv fra oven. Hvis den person, du fotograferer, dyrker sport, klatrer på en væg eller surfer på en flod i en storby, kan du komme tæt på begivenhederne ved at zoome ind og fange deres udtryk. Det vil tilføre masser af personlighed og følelse til dit foto.

Tag billeder med en stor blænde for at lukke mere lys ind

Når du tager portrætter udendørs, er det bedst at indstille kameraet til en stor blænde (et lavt f-tal, ca. f/2.8-f/5.6). På denne måde kan du indfange en lav dybdeskarphed, så baggrunden bag motivet bliver smukt sløret. Dette vil få motivet til at "stå frem" i dit billede.

Brug hurtig lukkertid til at fange øjeblikket

Selv når de ved, de bliver fotograferet, har folk en tendens til at bevæge sig meget rundt. Det er en skam, hvis et godt billede bliver ødelagt af, at personen blinker, rynker panden eller kommer til at lave en grimasse.

For at sikre, at dette ikke sker, og for at forhindre uønskede, slørede bevægelser i dine billeder, skal du bruge hurtig lukkertid – mindst 1/125 af et sekund eller hurtigere.

Fyld billedet med dit motiv

Tænk over, hvor du vil fotografere dit motiv, før du begynder. Sigter du efter det forhastede byliv, en minimalistisk afslappethed eller masser af action? Når du zoomer ind for at fylde billedrammen helt ud med motivet, kan det skabe et stærkt billede.

Du kan også placere dit motiv i den ene side af billedet og medtage en del af omgivelserne – f.eks. en travl gade, en grøn mark eller deres hjem. Dette kan også skabe flotte resultater.

Leg med baggrunden

Som det er tilfældet med alle portrætbilleder, bør personen i dit billede være det, som fanger interessen. Men du kan ændre stemningen i et billede radikalt ved at ændre baggrunden for at udtrykke deres personlighed eller miljø. For eksempel kan du ved at tage et billede af en person på en travl metrostation skabe en helt anden stemning end med den samme person på en stille bænk i parken. Nogle gange kan en minimal baggrund, f.eks. en almindelig væg eller et forhæng, også fungere rigtig godt. Vær modig, og eksperimentér med forskellige baggrunde for at se, hvilken der ser bedst ud.

Lad portrættet være naturligt – eller find en god positur

Opstillede portrætter kan undertiden se banale ud, så hold kameraet klar til at fange motivets spontane smil, koncentration eller andre ansigtsudtryk.
Hvis du gerne vil have et mere iscenesat portræt, kan du prøve at placere motivet i venstre eller højre side af rammen for at tilføje interesse. Bed motivet om at kigge væk fra kameraet for at tilføje mystik.
Motivets ansigtsudtryk kan gøre et godt portrætfoto endnu bedre. Eksperimentér med forskellige stemninger og følelser, efterhånden som du tager billederne.

Se mere om vores interaktive City Surfer-oplevelse her.