At male med lys i dine fotos

At male med lys er en fotografisk teknik, hvor lys "males" på eller "trækkes" ind i et foto ved hjælp af en håndholdt lyskilde under lang eksponering. At male med lys er populært inden for fotografering, fordi det er forholdsvis nemt at opnå rigtig gode resultater, det kræver ikke meget specialudstyr, og du kan opnå nogle virkeligt interessante resultater.

For at komme i gang har du brug for:

  • Et kamera med manuel eller bulb-eksponeringskontrol – for at få de nødvendige lange lukkertider.
  • Et stabilt stativ; alternativt skal du placere dit kamera på en stabil overflade – eksponeringen måles i sekunder, så det er udelukket at fotografere håndholdt
  • En lyskilde – det kan være en trådløs flash, en lommelygte – alt, hvad der udsender stærkt lys, og jo flere forskellige størrrelser og farver, jo bedre
  • Andre brugbare elementer – fjernudløser med kabel, ekstra batterier
  • Et mørkt sted eller en mørk scene – kan både være indendørs og udendørs

At male med lys: Enkelt billede

Start med et enkelt billede for at sikre, at eksponeringsindstillingerne og lukkertiden er korrekt indstillet


Sådan skal du stille dit udstyr op:

  • Bestem, hvor du vil fotografere fra, og placér dit kamera på et stativ eller på en stabil overflade
  • Indstil dit kamera til manuel metode, og sæt ISO til 100, en lille blænde, for eksempel f/11 eller et højere f-nummer, og en lukkertid mellem 10 og 30 sekunder
  • Indstil din hvidbalance i forhold til din lyskilde, prøv "glødepære" eller "tungsten"
  • Dit kamera kan ikke fokusere i mørke, så indstil fokus på forhånd på det område, du ønsker at fotografere, ved at skifte til manuel fokus på dit objektiv
  • Hvis du bruger en fjernudløser, skal du tilslutte den nu, alternativt kan du også anvende en timer på 2 eller 10 sekunder for at undgå rystelser, når du trykker udløserknappen ned.

At male med lys: Gruppebillede

Prøv at eksperimentere med flere personer og lyskilder for at gøre dine fotos mere varierede og kreative, når du maler med lys


Klar til at optage:

  • Vær bevidst om, hvor du retter dit lys hen, idet belysning af dig selv eller andre vil give spøgelsesagtige figurer på det endelige billede
  • Gennemse billederne bag på kameraet, justér blænden eller lukkertiden for at få en bedre eksponering og effekt
  • Husk, at jo tættere lyset er på motivet, desto mindre spredes det, og jo mere intenst bliver det. For at få jævnt og ligeligt fordelt lys skal du gå længere tilbage og male lyset på motivet med langsomme, jævne bevægelser
  • Hvis du bruger en lommelygte, skal du undgå at lyse direkte ind i objektivet, da det kan forårsage overstråling. Mindre stærke, farvede LED-pærer er udmærket og passer godt til at male linjer
  • Lad dine venner vide, hvor billedet slutter. Der er ingen grund til at male med lys uden for rammen. Sæt mærker på gulvet, så folk kan se, inden for hvilket område de skal male

At male med lys: Portrætter

Sørg for, at alle ved, hvad der er i billedrammen, så du får en god komposition


Så enkelt er det faktisk, så bliv ved med at eksperimentere:

  • Afprøv så mange forskellige motiver og steder som muligt
  • I kan skiftes til at lave mere og mere kreative designs
  • Mal på ting: Træer, buske og menneskeskabte ting kan resultere i nogle virkeligt interessante aftenbilleder, når man maler med lys

Snart har du en hel række iøjnefaldende billeder. Så upload dem til Canons Galleri, hvor vi alle kan nyde dem.