madrid header

Byguide - Madrid

Madrid

En byguide med unikke perspektiver

Som en del af Canons igangværende 'Come and see'-kampagne har vi introduceret denne serie af byguider, som er designet til at inspirere dig til at se på verden med nye øjne.

Byer er fulde af fascinerende historier, betagende scener og skjulte perler. Du skal blot vide, hvor du skal kigge for at finde dem. Ved udarbejdelsen af disse byguider har vi allieret os med lokale fotografer, så du kan få de allerbedste tips og en masse inspiration. Ved at afdække skjulte steder fra uventede vinkler kan du indfange Berlin, Milano, Paris, London, Amsterdam og Madrid på en helt ny måde.

Mød Gabriel og Mike – dine guider til Madrid

Gabriel García og Mike Madrid, som bor i Madrid, er grundlæggerne af mode- og livsstilsbloggen Cup of Couple. Parret er berømte i den internationale blogverden og har skabt sig en niche inden for mode, livsstil og design, hvor de giver deres personlige indtryk ved hjælp af fotos og videoer af høj kunstnerisk kvalitet på deres blog.

Madrid set med Gabriels og Mikes øjne

Gabriel og Mike elsker at udtrykke deres følelser gennem fotografi og ved at finde steder, ting og synsvinkler, som er unikke for dem. De tager os med til syv sådanne steder og fortæller os, hvordan de går til dem fotografisk for at få imponerende billeder. Vi giver dig også nogle nyttige tips, så du kan tage bedre billeder, samt en PDF, der kan downloades, som indeholder et kort, så du nemt kan komme fra et sted til et andet.

Palacio de Cibeles, Plaza de Cibeles, 1 - etage 6a. 28014 - Madrid

Første stop er Palacio de Cibeles, som ligger på Plaza de Cibeles, som man finder i krydset mellem Calle de Alcalá og Paseo de Recoletos. I løbet af årene er slottet og det nærliggende springvand blevet symbolske monumenter for byen. I 2007 blev bygningen renoveret og blev Madrids rådhus. Vigtige arkitektoniske elementer og detaljer er bibeholdt, såsom hovedlobbyen. Fra solopgang til solnedgang er der en utrolig panoramisk udsigt fra taget af slottet.

Mike fortæller: "For os ligger skønheden i detaljerne, og Palacio de Cibeles er et overflødighedshorn af detaljer. Aspekterne ved dette stop, som virkelig tiltrækker os, er den enormt store indgangshal, de spektakulære vinduer med glasmosaikker og det smukke loft malet i forskellige farvenuancer. Kig op for at få hele oplevelsen!"

Dette sted byder på enestående muligheder for panoramafotos af hele byen. Vi anbefaler især at eksperimentere med HDR-indstillingen på dit kamera for at få så mange detaljer med i panoramabilledet. Benyt også lejligheden til at zoome ind og indfange nogle af de utrolige arkitektoniske detaljer ved slottet.

Mercado de San Miguel, Plaza de San Miguel. 28005 - Madrid

Næste stop er Mercado de San Miguel, en af Madrids ældste overdækkede markeder, og et sted, hvor de lokale har elsket at prutte om prisen siden starten af det 20. århundrede. I 2009 gennemgik San Miguel en større renovering, hvor fokus blev rettet mod at udbyde tilberedt mad, og i dag anses stedet som et kulinarisk kulturcenter. Det er desuden et af de eneste markeder, der lavet af jern, som stadig er i brug.

“Vi elsker at indfange historier med vores kamera, og dette marked er en perfekt baggrund til lige netop det," siger Gabriel. "Læg mærke til, at penge skifter hænder ved en bod, sælgere snakker hyggeligt med hinanden, eller oplev travlheden på markedet, når de besøgende går igennem portene."

Lige netop dette madmarked er en fest for øjnene med så mange ting at fotografere. Brug tid på at overveje, hvilke historier og detaljer du vil indfange, og eksperimentér med en masse forskellige objektiver fra vidvinkel til fast objektiv, så du får så stort et spillerum og så stor fotografisk fleksibilitet som muligt.

Petit Palace Posada del Peine Calle Postas, 17. 28012 - Madrid

Fra en travl markedsplads til Petit Palace Posada del Peine, Spaniens ældste hotel. Hotellets arkitektoniske struktur er virkelig usædvanlig og daterer helt tilbage fra 1610. Hotellet består af tre bygninger, som har deres arkitektoniske stil fra tre forskellige tidsperioder.

Gabriel og Mike siger samstemmende: "Dette hotel er et rigtig godt sted i Madrid, lige i nærheden af Plaza Mayor og kun få gader fra Plaza Puerta del Sol. Begge er fulde af liv - vi kan godt lide at sætte os i en stol og knipse løs, mens det spanske gadeliv udfolder sig."

Hvis du vil gøre området af dit billede større, anbefaler vi at bruge en vidvinkel, så linjer og vinkler samt deres forsvindingspunkter fremstår mere dramatiske. Fotografer, der fokuserer på arkitektur, benytter tit forsvindingspunkter til at fremhæve perspektiv og størrelsen af store byrum eller landskaber.

Casa Yustas, Plaza Mayor, 30. 28012 - Madrid

Med kameraet i hånden går vi videre til en klassisk bygning i den ældre del af Madrid, Casa Yustas, der blev grundlagt i 1886, og som er byens mest berømte hattebutik. Over tre etager sælges der klassiske, gammeldags hatte, moderne hatte og militærhatte. I kælderen kan man opleve butikkens eget værksted, hvor der designes og produceres håndlavede kreationer.

“Mode er en af de ting i livet, vi holder allermest af, og derfor er denne butik en drøm at fotografere. Vi elsker at skiftes til at prøve forskellige modeller og tage billeder af hinanden, hvor vi viser os frem som på en catwalk!", fortæller Mike.

Når man fotograferer genstande med mange detaljer er det nødvendigt at bruge en lav dybdeskarphed. En blænde på 2.8 giver dig mulighed for at indfange mønstre i filtstof, silkeforet på en fedora-hat eller de komplicerede syninger på kanten af en håndlavet trilby-hat.

El Jardín del Ángel, Calle de las Huertas, 2. 28012 - Madrid

Næste stop er en blomsterhandler. Det er ikke en tilfældig blomsterhandler, for den ligger der, hvor San Sebastian-kirkens kirkegård var placeret. I 1889 blev gravene erstattet af blomster, og der opstod en blomsterbutik, som findes den dag i dag. De farverige blomster, som man finder her, er fantastiske, uanset årstiden.

"Vi elsker at gå på jagt efter og finde skjulte perler med enestående historier, og en blomsterbutik som denne er et af de steder, hvor vi elsker at være," siger Gabriel. Mike tilføjer: "En søvnig oase, som har masser af farver, og som emmer af historie."

Før du begynder at skyde løs, skal du tænke over kompositionen af dit billede for at drage betragterens blik og fortælle en historie. Når det drejer sig om farver, er rød en dominerende farvetone, så vælg en rød rose, og fotografér den mod en baggrund af grønne blade. Dermed kommer den røde rose til at være i centrum og være det, som øjet tiltrækkes af i billedet.

Museo Nacional del Romanticismo, Calle San Mateo, 13. 28004 - Madrid

Det næste sted på Gabriels og Mikes liste er Museo Nacional del Romanticismo. Her kan besøgende få et levende billede af livet i Madrid under Romantikken i 1800-tallet. Museet har hjemme i en elegant, nyklassicistisk bygning på Calle de San Mateo i bydelen Chueca og indeholder malerier og møbler og ligeledes en smuk have, hvor du kan sidde og nyde en drink i det spanske solskinsvejr.

Mike fortæller os, at “Museo Nacional del Romanticismo er fyldt med særdeles velbevarede møbler, malerier og skulpturer fra en af vores yndlingsperioder. Vi elsker at tage derhen og slippe væk fra det hele i weekenden og fortabe os i stedets historie og skønhed."

I forbindelse med indendørsfotografering med svag belysning, hvilket kan gøre det svært at tage skarpe fotos, anbefaler vi at vælge en høj ISO eller alternativt at vælge en hurtigere lukkertid. Det er altid bedst at benytte naturligt lys i stedet for at bruge en flash, for det kun vil forringe slutresultatet.

Estación de Chamberí, Plaza de Chamberí, s/n. 28010 – Madrid

Vores sidste stop er Estación de Chamberí, som er en af otte stationer, der oprindeligt udgjorde metronetværket i Madrid. Da perronerne i Madrid blev forlænget i 1960erne, kunne Chamberís ikke tilpasses, fordi stationen var bygget i et sving. Den blev lukket og var ikke i brug i over 40 år indtil 2008, hvor den endelig genåbnede efter at være blevet ført tilbage til sit oprindelige udseende. Nu er den et metromuseum, hvor besøgende tages tilbage til den tidsperiode, hvor stationen blev indviet.

“Dette stop er så charmerende og tager dig med på en rejse tilbage i tiden", siger Mike. “Væggene er pyntet med reklamer fra 1920erne, de originale billetkontorer står der stadig og andre effekter, som er næsten 100 år gamle, bliver også fremvist. Det er et sted med masser af inspiration, som venter på at blive fotograferet.”

Selvom dette sted nu er et museum, kører der stadig tog gennem stationen. Det giver mulighed for at øve sig i at fotografere lysspor. Brug en lang lukkertid, og fotografér toget, når det passerer dig - bevægelsen skaber et fascinerende lysspor.

Alle de steder, som Gabriel og Mike har fortalt om i denne artikel, kan du finde på kortet i PDF-filen nedenfor, som kan downloades. Når du går fra et sted til et andet, så husk at holde øjnene åbne, og kig dig omkring; ligesom alle andre byer er Madrid fuld af fotoøjeblikke.