Bag objektivet: Helen Bartlett

At gøre en interesse for fotografering til en karriere

Familieportrætfotograf Helen Bartlett

fra helenbartlett.co.uk

Helen Bartlett begyndte at fotografere børn, da hun var teenager, i sin mors børnehave i det sydlige London. Hun startede sin professionelle karriere i 2003 og er i dag en af Storbritanniens dygtigste og mest respekterede familieportrætfotografer. I hendes sort/hvid-billeder er der gjort brug af det tilgængelige lys, og de udtrykker det følelsesmæssige spektrum i et familieliv. Vi fangede hende for at få mere at vide om udfordringerne ved at gøre en interesse for fotografering til et fuldtidsjob.

Hvornår blev du første gang interesseret i at fotografere?

Min far var en ivrig fotograf, da jeg voksede op, så vi havde et mørkekammer derhjemme. Mine brødre og jeg havde alle manuelle kameraer, tog masser af sort/hvid-billeder, fremkaldte dem derefter og trykte vores egne billeder. Samtidig drev min mor en børnehave i vores hjem. Da jeg blev teenager, begyndte jeg at fotografere børnehavebørnene og sælge fotos til deres forældre for at tjene lidt lommepenge. Det fortsatte jeg med, da jeg læste på universitetet, fordi jeg altid har villet være fotograf. Jeg troede dog, at det mest af alt bare var en drøm, og at jeg nok ville ende med at lave noget andet.

Børn, der laver mad, fotograferet af Helen Bartlett

Hvordan fik du gjort det til en karriere?

Efter jeg havde prøvet et par andre job og stadig ville være fotograf, lånte min bror mig lidt penge til at stifte en fotovirksomhed, og alt skete tilsyneladende på rette tidspunkt. Digital fotografering blev billigere, så jeg fik et Canon EOS 10D, købte en computer og boede hos mine forældre, mens jeg etablerede mig.

Pige på en gynge, fotograferet af Helen Bartlett

Hvilke udfordringer skulle du overvinde?

De vigtigste udfordringer ved at etablere sig var de samme dengang, som de er nu. Den største udfordring er at få kunder. Du kan tage de bedste fotos i verden, men hvis folk ikke kender til dig, så er det svært at få flere kunder ind i butikken. Når man er i gang med at starte op, tager det tid og kræver erfaring at arbejde med børn. Jeg kan huske, at jeg fotograferede fire små drenge i en kælderlejlighed på en regnvejrsdag, og jeg tænkte, at det ville være spændende, sjovt og udfordrende at have dette som job. Jo længere tid man arbejder med børn, jo bedre lærer du at få det bedste ud af dem og samtidig sørge for, at alle morer sig undervejs.

Hvilke tips vil du give til kommende professionelle fotografer?

En af de ting, man skal huske på, er at man ikke bliver rig som fotograf. Det er hårdt arbejde, så før man opgiver sit job, er det vigtigt at huske på, at ting ikke sker med et fingerknips.

Jeg vil sige: Lær så meget som muligt. Internettet er en rigtig god kilde, hvor man kan få praktisk hjælp og lære teknikkerne. Men det vigtigste er at øve sig. Der er intet bedre end at tage rigtige fotos. Det er en god idé bare at tage fotos af sine venner og familie, før man begynder at tage imod betalte opgaver. Jo mere man fotograferer, jo mere lærer man, og jo tættere kommer man på sin egen stil.

Pige på en karrusel på en legeplads, fotograferet af Helen Bartlett

Hvilket slags udstyr bruger du i øjeblikket?

Jeg bruger som regel to Canon EOS-1DX-kameraer, fordi de er robuste og passer til alle situationer. Børn bevæger sig hurtigt, så man skal være i stand til at indfange det, og desuden kan man aldrig være sikker på, hvad man får smidt efter sig, når man leger spændende lege med små børn: Sand, vand, tøjdyr – listen er uendelig.

Jeg fotograferer ofte med objektiver med fast brændvidde. Mit normale udstyr til udendørs fotografering er et Canon EF 35mm f/1.4L II USM-objektiv og et Canon EF 85mm f/1.2L-objektiv. Indendørs foretrækker jeg at bruge et Canon EF 35mm f/1.4L II USM-objektiv og et Canon EF 50mm f/1.2L USM-objektiv. Og når jeg fotograferer babyer under 1 år, bruger jeg normalt også et makroobjektiv.

Hvis nogle af mine kunder vil fotografere deres børn, foreslår jeg dem oftest, at de kan begynde med et ikke så dyrt Canon-objektiv med fast brændvidde, såsom EF 50mm f/1.8 STM-objektivet. Det er et fantastisk objektiv. Det egner sig godt til at lære om blænder og lukkertider. Og det lukker en masse ekstra lys ind, så det er ideelt til at fotografere børn indendørs med.

Hvad har været højdepunkterne i din karriere indtil videre?

Jeg har fået offentliggjort billeder i det prestigefyldte Photo World Magazine i Kina, og for nylig holdt jeg et foredrag i Apple Store i London. Men det, som jeg i virkeligheden er mest stolt af, er at have kunder, der beder mig om at komme tilbage og fotografere deres familier, efterhånden som de udvikler sig.

Pige, der slår kolbøtter på en sofa, fotograferet af Helen Bartlett

Se Helens tips til fotografering af smukke familieportrætter, eller opdag mere af hendes arbejde på helenbartlett.co.uk

Alle billeder © Helen Bartlett