|
|
|
Abbes tal |
|
En numerisk værdi, der angiver spredningen i optisk glas med brug af det græske symbol v. Kaldes også for optisk konstant. Abbes tal bestemmes af følgende formel med brug af refraktionsindekset for tre Fraunhofer-linjer: F (blå), d (gul) og c (rød).
Abbes tal = sqrt(d) = nd ∙ 1/nF − nc
Et spredningsdiagram for egenskaber ved optisk glas er en graf, hvor abbes tal bruges på den vandrette akse og d-linjeindekset for refraktion bruges på den lodrette akse.
|
|
|
|
|
Aberration |
|
Et billede, dannet af det ideelle fotografiske objektiv, ville have følgende egenskaber:
- Et punkt ville være formet som et punkt.
- En plan flade (f.eks. en væg), der er lodret i forhold til den optiske akse, ville være formet som en plan flade.
- Det billede, der blev dannet af objektivet, ville have samme form som emnet.
Ud fra et billedmæssigt udtryk ville objektivet vise den ægte farvegengivelse. Hvis lysstrålerne kun kommer ind i objektivet tæt på den optiske akse, og lyset er monokromatisk (én bestemt bølgelængde), er det muligt at
opnå en næsten ideel gengivelse fra objektivet. Men i de objektiver, hvor der bruges stor blændeåbning til at få tilstrækkeligt lys, og hvor lyset skal konvergeres i objektet, ikke blot fra den optiske akse, men fra alle områder af billedet, er det
ekstremt vanskeligt at opfylde ovenstående ideelle betingelser på grund af faktorer, der virker hindrende: - Da de fleste linser i objektiver udelukkende består af linseelementer med sfæriske overflader, danner lysstråler fra et enkelt emnepunkt ikke et perfekt punkt i billedet. (et problem der ikke kan undgås med sfæriske overflader).
- Placeringen af brændpunktet er forskelligt for forskellige typer lys (dvs. forskellige bølgelængder).
- Der er mange krav forbundet med ændringer i synsvinklen (især med vidvinkel-, zoom- og teleobjektiver).
Det generelle udtryk, der bruges til at beskrive forskellen mellem et ideelt billede og det faktiske billede, der påvirkes af ovenstående faktorer, er "aberration". Hvis man skal designe et meget højtydende objektiv, skal
aberrationen derfor være ekstremt lille, og det endelige mål skal være at frembringe et billede, der ligger tættest muligt på det ideelle billede. Aberration kan groft opdeles i to grupper: kromatiske aberrationer, som opstår pga. forskelle i bølgelængde,
og monokromatiske aberrationer, der opstår selv med en enkelt bølgelængde.
|
|
|
|
|
Akromat, Akromatisk linse |
|
|
En linse, som korrigerer kromatisk aberration for to bølgelængder af lys. Når der henvises til et fotografisk objektiv, ligger de to korrigerede bølgelængder inden for det blå-violette område og det gule område.
|
|
|
|
|
AF Stop-funktion |
|
|
Endnu en funktion, der er unik for Canons fire supertelelinser til billedstabilisering. Der er fire knapper på den yderste cylinder nær den forreste del af disse objektiver. Hvis der trykkes på en af dem, låses AF midlertidigt, hvis kameraet er i
tilstanden AI Servo AF. Skræddersyede funktioner på mange nyere EOS-huse gør det muligt at give disse knapper en lang række ekstra funktioner.
|
|
|
|
|
Apokromat, apokromatisk objektiv |
|
|
Et objektiv, som korrigerer kromatisk aberration for tre bølgelængder med lys, og hvor aberration reduceres markant, især i det andet spektrum. EF-supertelefotoobjektiver er eksempler på apokromatiske objektiver.
|
|
|
|
|
Asfærisk linse |
|
|
Fotografiske linser består som regel af adskillige linseelementer, som alle har sfæriske overflader, medmindre andet er angivet. Da alle overflader er sfæriske, bliver det specielt vanskeligt at korrigere sfærisk
aberration i objektiver med stor blændeåbning og forvrængning i supervidvinkelobjektiver. Et specielt linseelement med en overflade, hvis krumning har den ideelle form til at korrigere disse aberrationer, dvs. en linse med en overflade uden krumning, som
ikke er sfærisk, kaldes en asfærisk linse. Teorien bag og brugbarheden af asfæriske linser har været kendt, siden man begyndte at lave linser. Da det er så ekstremt vanskeligt at foretage en reel behandling og nøjagtig måling af asfæriske overflader, er
der først relativt sent fundet praktiske metoder til fremstilling af asfæriske linser. Det første SLR-fotografiske objektiv, der inkluderede en asfæriske linse, var Canons FD 55mm f/1.2AL, som kom på markedet i marts 1971. (Leica lancerede 50 mm f/1.2
Noctilux-linsen med asfæriske overflader til firmaets kameraer med afstandsmålere mange år før 1971).
På grund af de revolutionerende fremskridt inden for produktionsteknologien siden da, gøres der i Canons nuværende EF-objektivgruppe i udstrakt grad brug af de forskellige asfæriske linsetyper - herunder: asfæriske linseelementer med slebet og poleret
glas, asfæriske linseelementer med ultrapræcist GMo (støbt glas), sammensatte asfæriske linseelementer og kopiasfæriske linseelementer.
|
|
|
|
|
Arbejdsafstand |
|
|
Afstanden fra den forreste kant af objektivet til emnet. Det er en vigtig faktor, især når der tages nærbilleder og forstørrelser.
|
|
|
|
|
Blændeåbning/effektiv blændeåbning |
|
|
Blændeåbningen i et objektiv vedrører diameteren i de lysstråler, der passer gennem linsen, og fastlægger lysstyrken i det emnebillede, der dannes på brændplanet. Den optiske blændeåbning (også omtalt som den effektive blændeåbning) adskiller sig fra den
rigtige blændeåbning i objektivet ved, at den afhænger af diameteren af den gruppe lysstråler, der passerer gennem objektivet, snarere end den reelle objektivdiameter.
|
|
|
|
|
Blændeforhold |
|
En værdi, der bruges til at udtrykke billedets lysstyrke, og som beregnes ved at dividere objektivets effektive blændeåbning (D) med brændvidden (f). Da den værdi, der beregnes fra D/f, næsten altid er en lille decimalværdi, der er mindre end 1 og derfor
svær at bruge i praksis, udtrykkes blændeforholdet på objektivet som forholdet mellem den effektive blændeåbning og brændvidden med den effektive blændeåbning angivet til 1. For eksempel har EF 85 mm f/1.2L-objektivet påtrykt 1:1.2, hvilket angiver, at
brændvidden er 1,2 gange den effektive blændeåbning, når den effektive blændeåbning svarer til 1. Lysstyrken i et billede, der er frembragt med et objektiv, er proportional med kvadraten af blændeforholdet. Objektivets lysstyrke udtrykkes generelt som et
F-tal, hvilket er det omvendte af blændeforholdet (f/D).
|
|
|
|
|
Brændvidde |
|
Når parallelle lysstråler kommer ind i linsen parallelt med den optiske akse, kaldes afstanden langs den optiske akse fra linsens andet hovedpunkt (hovedpunkt bagtil) til brændpunktet for brændvidden. Forenklet sagt er brændvidden i en linse afstanden
langs den optiske akse fra linsens andet hovedpunkt til filmplanet, når linsen er fokuseret mod uendeligt.
|
|
|
|
|
Brændpunkt, fokus |
|
Når lysstråler kommer ind i en konveks linse parallelt med den optiske akse, vil en ideel linse konvergere alle lysstrålerne til et enkelt punkt, hvorfra strålerne vil udgå som en vifte i en kegleform. Det punkt, hvor alle stråler konvergeres - eller
samles - kaldes brændpunktet eller fokuspunktet. Et velkendt eksempel på dette er, når et forstørrelsesglas bruges til at fokusere strålerne fra solen til en lille cirkel på et stykke papir eller en anden overflade. Det sted, hvor cirklen er mindst, er
brændpunktet. I optisk terminologi klassificeres et brændpunkt yderligere som det bageste brændpunkt, eller billedsidens brændpunkt, hvis det er det punkt, hvor lysstråler fra emnet konvergeres på filmplansiden af linsen. Det er det forreste brændpunkt,
eller genstandsidens brændpunkt, hvis det er det punkt, hvor lysstråler, der kommer ind i linsen parallelt med den optiske akse fra filmplansiden, konvergerer på genstandsiden af linsen.
|
|
|
|
|
Billedcirkel |
|
Diameteren af den skarpe billedcirkel, der dannes af objektivet. Udskiftelige objektiver til 35 mm-formatkameraer skal have en billedcirkel, der er mindst lige så stor som diagonalen af et billedområde på 24 x 36 mm, og EF-objektiver har generelt en
billedcirkel på omkring 43,2 mm. TS-E-objektiver er imidlertid designet med en større billedcirkel på 58,6 mm for at dække objektivets dreje- og forskydningsbevægelser.
|
|
|
|
|
Billedafstand |
|
Afstanden fra objektivets bageste hovedpunkt til filmplanet, hvor objektivet fokuserer på et emne i en bestemt afstand
|
|
|
|
|
Billedforstørrelse |
|
Forholdet (længdeforholdet) mellem den faktiske emnestørrelse og størrelsen på det billede, der gengives på film. En makrolinse med en forstørrelsesangivelse på 1:1 kan gengive et billede på film i samme størrelse som originalemnet (faktisk størrelse).
Forstørrelsen udtrykkes generelt som en proportional værdi, der angiver størrelsen på billedet sammenlignet med det faktiske emne (Eksempel: en forstørrelse på 1:4 gengives som 0,25x).
|
|
|
|
|
Billedstabilisator |
|
|
En overlegen ny teknologi, hvor objektivet kan føle bevægelser fra rystelser eller vibrationer og med det samme anvende optisk korrigering ved at flytte en gruppe linseelementer. Forbedringen i stabiliteten kan endda ses i søgeren, og de fleste brugere
vil konstatere, at de kan fotografere med håndholdt kamera eller et, der er placeret på et etbenet stativ, med lukkerhastigheder, der er ca. to stop langsommere, end det tidligere var muligt, og alligevel få skarpe billeder.
|
|
|
|
|
Cirkulær blænderåbning |
|
|
Nogle Canon-objektiver har en ny cirkulær blænderenhed, hvor der benyttes kurvede blænderblade til at give en mere afrundet åbning, når objektivet afblændes. Det er specielt effektivt til at gengive højdepunkter i baggrunden, der ikke er i fokus, som
naturligt afrundede former. I objektiver som EF 70-200 mm f/2.8L IS er objektivåbningen praktisk talt cirkulær fra f/2,8 til f/5,6. Disse objektiver bevarer alle de fordele, der tidligere fandtes med den jævne og ensartede afblænding i Canons
Electromagnetic Diaphragm (selv ved op til 10 fps med EOS-1v), næsten stille blændestyring og totalt fravær af mekaniske håndgreb eller kontakter i objektivindfatningen.
|
|
|
|
|
Cirkulært polariseringsfilter |
|
|
Et cirkulært polariseringsfilter er funktionelt det samme som et lineært polariseringsfilter, da det kun lader lys, der vibrerer i en bestemt retning, passere. Den måde, lyset passerer gennem et cirkulært polariseringsfilter på, er forskelligt fra den
måde, lys passerer gennem et lineært polariseringsfilter, da vibrationsstedet roterer i et spiralmønster, mens det udbredes. Virkningen af filtret griber således ikke ind i virkningen af halvspejle: det tillader normal brug af TTL-AE- og AF-funktionerne.
Når der bruges et polariseringsfilter sammen med et EOS-kamera, bør der altid bruges et cirkulært polariseringsfilter. Effektiviteten af det cirkulære polariseringsfilter til fjernelse af reflekteret lys er den samme som den, der findes i det lineære
polariseringsfilter.
|
|
|
|
|
Coating |
|
|
Når lys kommer ind i og forlader et objektiv, reflekteres ca. 5 % af lyset tilbage ved hver grænse for objektivluft pga. forskellen i refrektionsindekset. Det reducerer ikke blot den mængde lys, der passerer gennem objektivet, men kan også føre til
gentagne refleksioner, som kan medføre uønsket lys eller ekkobilleder. For at undgå denne refleksion påføres linserne i objektiver en speciel coating. Dette foregår grundlæggende med brug af vakuumdampaflejring, så linsen belægges med en tynd film med en
tykkelse på l/4 af bølgelængden af det lys, der skal påvirkes, og hvor filmen består af en substans (f.eks. magnesiumfluorid), som har et refraktionsindeks på n, hvor n er indekset for linseglassets refraktion. I stedet for en enkelt coating, der kun
påvirker en enkelt bølgelængde, har EF-objektiver imidlertid en flerlagscoating i meget høj kvalitet (flere lag dampaflejret film reducerer reflektionsforholdet til 0,2-0,3 %), hvilket effektivt forhindrer refleksioner af alle bølgelængder inden for det
synlige lysområde. Linsecoating foretages imidlertid ikke kun for at forhindre refleksioner. Når de forskellige linseelementer får en coating med relevante substanser, som har forskellige egenskaber, spiller coating en vigtig rolle, når det overordnede
linsesystem skal bibringes de bedst mulige egenskaber for farvejustering.
|
|
|
|
|
Cos4law |
|
|
Angiver, at det reducerede lys i billedets periferiområder forøges, når synsvinklen forøges, også selv om der slet ikke er fortoning i objektivet. Billedet i periferien dannes af grupper af lysstråler, som kommer ind i objektivet i en bestemt vinkel i
forhold til den optiske akse. Mængden af dalende lys er proportional med cosinus for denne vinkel opløftet til fjerde potens. Dette kan ikke undgås, da det er en fysisk lov. Men da vidvinkelobjektiver har en stor synsvinkel, kan reduceret perifer
belysning forhindres ved at øge objektivets blænderåbningseffektivitet (forholdet mellem området i indgangspupillen på aksen og området i indgangspupillen uden for aksen).
|
|
|
|
|
Dybdeskarphed |
|
Det område foran og bagved et emne, der fokuseres på, og hvor det fotograferede billede ser skarpt ud. Med andre ord, dybdeskarpheden foran og bagved emnet, hvor billedslør på filmplanet ligger inden for
grænserne af den tilladelige strølyscirkel. Dybdeskarphed varierer efter objektivets brændvidde, blænderåbningsværdi og fotograferingsafstand. Hvis disse værdier kendes, kan der derfor laves en tilnærmet beregning af dybdeskarpheden med brug af følgende
formler:
Dybdeskarphed foran = d ∙ F ∙ a² / (f² + d ∙ F ∙ a) |
Dybdeskarphed bagved = d ∙ F ∙ a² / (f² - d ∙ F ∙ a)
f: brændvidde
F: F-tal
d: minimumdiameter for strølyscirkel
a: emneafstand (afstand fra 1. hovedpunkt til emne)
Hvis den hyperfokale afstand kendes, kan følgende formler også benyttes:
Nærpunktsbegrænsning = (Hyperfokal afstand X fotograferingsafstand) / (hyperfokal afstand + fotograferingsafstand)
Fjernpunktsbegrænsning = (Hyperfokal afstand X fotograferingsafstand) / (hyperfokal afstand - fotograferingsafstand)
(fotograferingsafstand: Afstand fra filmplan til emne)
Inden for fotografering generelt karakteriseres dybdeskarpheden af følgende egenskaber: - Dybdeskarpheden er dyb ved korte brændvidder, lav ved lange brændvidder.
- Dybdeskarpheden er dyb ved små blænderåbninger, lav ved store blænderåbninger.
- Dybdeskarpheden er dyb ved fjerne fotograferingsafstande og lav ved fotograferingsafstande, der er tæt på.
- Dybdeskarpheden fortil er lavere end dybdeskarpheden bagtil.
|
|
|
|
|
Diffraktiv optik |
|
|
Diffraktiv optik er en revolutionerende ny optisk objektivteknologi, der gør det muligt at fremstille superteleobjektiver, der er væsentligt kortere og lettere, end det tidligere har været muligt. Samtidig er den optiske ydeevne forbedret, fordi
kromatiske aberrationer og endda sfæriske aberrationer er reduceret.
|
|
|
|
|
Dioptri |
|
|
Angiver i hvor høj grad de lysstrålebundter, der forlader søgeren, konvergeres eller spredes. Standarddioptrien for alle EOS-kameraer er angivet til 1 dpt. Denne indstilling har til formål at gøre det muligt at vise billedet i søgeren på en afstand af 1
m. Hvis en person således ikke kan se et søgerbillede klart, kan vedkommende sætte en dioptrisk justeringslinse på kameraets okular. Styrken i den dioptriske justeringslinse kombineret med standarddioptrien i søgeren gør det let at få vist et objekt på én
meters afstand. De numeriske værdier, der er trykt på de dioptriske justeringslinser til EOS, angiver den samlede dioptri, der kan opnås, når den dioptriske justeringslinse sættes på kameraet.
|
|
|
|
|
Dispersion |
|
Et fænomen, hvor de optiske egenskaber i et medie varierer efter bølgelængden af det lys, der passerer gennem mediet. Når lyset når en linse eller en prisme, bevirker dispersionsegenskaberne i linsen eller prismen, at refraktionsindekset varierer
afhængigt af bølgelængde, hvilket spreder lyset. Fænomenet kaldes også nogle gange for farvedispersion.
|
|
|
|
|
EMD (Electromagnetic Diaphragm - elektromagnetisk blænde) |
|
|
EMD er designet til brug sammen med digital dataoverførsel i EOS-systemet og gjort mulig via den fuldt ud elektroniske montering. I hvert EF-objektiv er der en EMD, som styrer diameteren af blænderåbningen elektronisk. EMD er en aktuator til styring af
blænden, og som består af en stepmotor til formforandring og en blændebladsenhed. Funktionerne omfatter følgende. Da systemet styres digitalt, er præcisionsniveauet langt højere end det, der findes i mekaniske flerledssystemer. De små rotorblade giver
fremragende start/stoprespons og styring. Fjernelse af tilkoblings-stød fra mekaniske greb gør systemet ekstremt stille. Det fuldt ud elektroniske monteringssystem gør det muligt at lukke blænderåbningen og bekræfte indstillingen og dybdeskarpheden ved et
tryk på en knap. EMD-mekanismen giver overlegen holdbarhed og driftssikkerhed. Komponenterne til blændestyringen er indbygget i en enkelt kompakt enhed. Og det elektroniske styringssystem tillader en høj grad af frihed i designet af enhedslayoutet.
|
|
|
|
|
Ekstraordinær partiel dispersion |
|
Det menneskelige øje er i stand til at opfatte monokromatiske lysbølgelængder inden for et område af 400 nm (lilla) til 700 nm (rød). Inden for dette område kaldes forskellen i refraktionsindekset mellem to forskellige bølgelængder for partiel dispersion
De fleste almindelige optiske materialer har lignende partielle dispersionskarakteristika. Karakteristikaene for partiel dispersion er imidlertid forskellige for nogle glasmaterialer, f.eks. glas, der udviser større partiel dispersion ved korte
bølgelængder, FK-glas som har et lille refraktionsindeks og lave dispersionskarakteristika, fluorit og glas, der udviser stor partiel dispersion ved lange bølgelængder. Disse glastyper klassificeres som nogle, der har ekstraordinære partielle
dispersionskarakteristika. Glas med denne egenskab bruges i apokromatiske objektiver til at kompensere for kromatisk aberration.
|
|
|
|
|
Ekkobillede |
|
En type lys, der forekommer, når solen eller en anden stærk lyskilde er del af scenen, og en kompleks serie refleksioner mellem linseoverfladerne medfører en klart defineret refleksion, som vises i billedet på et sted, der er symmetrisk overfor lyskilden.
Dette fænomen, som ikke er det samme som lyskugler, kaldes "ekko" på grund af dets ekkolignende optræden. Ekkobilleder forårsaget af overfladerefleksioner foran blændeåbningen har samme form som blændeåbningen, mens et ekkobillede forårsaget af
refleksioner bag blændeåbningen vises som et tåget lysområde, der ikke er i fokus. Da ekkobilleder også kan forårsages af stærke lyskilder uden for billedområdet, anbefales det at bruge en hætte eller anden skyggende genstand, der kan blokere for uønsket
lys. Om der kommer et ekkobillede eller ej, når billedet tages, kan kontrolleres på forhånd, hvis man ser gennem søgeren og bruger kameraets kontrolfunktion til dybdeskarphed til at lukke objektivet til den blænderåbning, der reelt skal bruges under
eksponering.
|
|
|
|
|
Emneafstand |
|
|
Afstanden fra linsens forreste hovedpunkt til emnet.
|
|
|
|
|
Fokusdybde |
|
Det område foran og bagved brændplanet, hvor billedet kan fotograferes som et skarpt billede. Fokusdybden er den samme på begge sider af billedplanet (filmplanet) og kan fastlægges ved multiplicering af den minimale strølyscirkel med F-tallet, uanset
linsens brændvidde. Med moderne SLR-kameraer med autofokus foregår fokusering ved aflæsning af fokustilstanden på billedplanet (filmplan). Dette sker med brug af en sensor, som både er en optisk ækvivalent (1:1-forstørrelse) og placeret uden for
filmplanet, og automatisk styring af objektivet, så billedet af emnet bringes inden for fokusdybdeområdet.
|
|
|
|
|
Feltkrumning |
|
Feltkrumning er et fænomen, som indebærer, at planfladen med billeddannelsen bliver kurvet som den indvendige side af en skål, og objektivet derfor ikke kan danne et fladt billede af et fladt emne. Når billedets centrum er i fokus, er der ikke fokus i
periferien, og når periferien er i fokus, er der ikke fokus på centrum. Graden af feltkrumningen påvirkes i høj grad af den metode, der bruges til at korrigere astigmatisme. Eftersom billedplanet ligger mellem de sagittale og meridionale billedoverflader,
kan en god korrigering af astigmatisme resultere i en mindre feltkrumning. Da feltkrumningen ikke kan forbedres særlig meget ved afblænding, vil designere af objektiver reducere det mest muligt med brug af forskellige metoder, herunder at ændre formerne
af de forskellige enkeltlinseelementer, som udgør objektivet, og ændre blænderåbningens position. Ved denne fremgangsmåde er der én betingelse, der skal være opfyldt, hvis astigmatisme og feltkrumning samtidig skal afhjælpes, og det er Petzvals Condition
(1843). Petzvals Condition specificerer, at et linseelement er godt, hvis der opnås et resultat på nul, når det modsatte af produktet af refraktionsindekset og brændvidden af det pågældende linseelement føjes til det samlede antal linseelementer, der
udgør linsen. Summen kaldes Petzvals Sum.
|
|
|
|
|
Flange back |
|
Afstanden fra referenceoverfladen af kameraets linsemontering til brændplanet (filmplanet). I EOS-systemet er flange back angivet til 44,00 mm på alle kameraer. Flange back kaldes også flange-brændvidde.
|
|
|
|
|
Flydende system (floating system) |
|
|
Fotografiske objektiver er designet til kun at opnå optimal balance ved aberrationskompensation ved én hyppigt anvendt fotograferingsafstand. Selv om der således er god kompensation for aberrationer på referenceafstanden ved fotografering, forøges
aberrationer ved andre fotografiske afstande (især dem tæt på) og medfører forringet billede. For at undgå at dette sker bruges et flydende system, hvor intervallet mellem bestemte linseelementer varieres i overensstemmelse med udvidelsen. Denne metode
betegnes også som en mekanisme til aberrationskompensation ved korte afstande.
|
|
|
|
|
Fluorit |
|
|
Fluorit har ekstremt lave refraktionsindekser og dispersion sammenlignet med optisk glas og har specielle partielle dispersionsegenskaber (ekstraordinær partiel dispersion), der muliggør praktisk talt ideel korrektion af kromatiske aberrationer, når det
kombineres med optisk glas. Dette har længe været kendt, og allerede i 1880 blev naturlig fluorit brugt til apokromatiske objektivlinser i mikroskoper. Man da naturlig fluorit kun findes i små mængder, er det ikke praktisk anvendeligt i fotografiske
objektiver. Svaret på dette problem kom i 1968, da det lykkedes Canon at etablere en produktionsteknologi til fremstilling af store kunstige krystaller. På denne måde blev døren åbnet til brugen af fluorit i fotografiske objektiver.
|
|
|
|
|
Forudindstillet fokus |
|
|
En funktion i billedstabiliseringen i EF-objektiver med supertele. Fotografen kan fokusere på et emne og registrere fokusindstillingen for så senere at vende tilbage til indstillingen blot ved at dreje på metalringen til "afspilning" på objektivet.
|
|
|
|
|
Fraunhofer-linjer |
|
|
Absorptionslinjer blev opdaget i 1814 af den tyske fysiker Fraunhofer (1787-1826). Absorptionsspektrummet findes i det kontinuerlige spektrum af lys, som solen udsender, og som skabes af virkningen af luftarter i solens og jordens atmosfærer. Da hver
linje findes på en fast bølgelængde, bruges linjerne som reference med hensyn til farvekarakteristika (bølgelængde) i optisk glas. Refraktionsindekset i optisk glas måles ud fra de ni bølgelængder, der er udvalgt fra Fraunhofer-linjerne. I design af
objektiver er beregninger af korrektion af kromatiske aberrationer også baseret på disse bølgelængder.
|
|
|
|
|
Fresnel-linse |
|
En type konvergerende linse, der dannes ved en fin opdeling af den konvekse overflade på en flad konveks linse til mange koncentriske cirkelformede ringlinser og kombinerer dem for at opnå en kraftig reduktion af linsens tykkelse, samtidig med at
funktionen som konveks linse bevares. For effektivt at dirigere perifert diffust lys til okularet i SLR, er siden modsat den matte overflade af fokuseringsskærmen formet som en Fresnel-linse med en pitch på 0,05 mm. Fresnel-linser anvendes også udbredt i
blitzenheder, hvilket kan ses på de koncentriske cirkulære linjer, der er synlige på den hvide diffusionsskærm, der dækker blitzrøret. Den projektionslinse, der bruges til at projicere lys fra et fyr, er et eksempel på en gigantisk Fresnel-linse.
|
|
|
|
|
Fuldtids manuel fokusering |
|
|
Et system, der giver fotografen mulighed for at dreje objektivets manuelle fokuseringsring og med det samme tilsidesætte autofokus, mens objektivets AF/MF-kontakt stadig er i autofokustilstand. Mere end halvdelen af Canons EF-objektiver med USM
(ultrasoniske motorer) har denne funktion.
|
|
|
|
|
Fuldt elektronisk monteringssystem |
|
|
Udviklingen af EOS-systemet begyndte med Canons eget "system med afstandsmålerhus og motordrevsystem i objektivet" samt "fuldt elektroniske monteringsystem". Begge teknologier, der blev udviklet i 1985 som et hurtigt svar
på tendensen mod SLR-kameraer med komplet autofokus. EOS-systemet er centreret om kamerahuset og består af forskellige komponenter inklusive Canons komplette udvalg af EF-objektiver, Speedlite-blitzenheder og udskiftelige bagstykker. De tre vigtigste
funktioner i EOS-systemet er følgende. - Styring af flerprocessorsystem
En højhastighedsprocessor i kamerahuset arbejder sammen med processorer i objektivet og blitzenhederne (til databehandling, beregning og kommunikation ved høj hastighed) for at udføre systemkontrol på højt niveau. - Fleraktuatorsystem
Den ideelle aktuator til hver drevenhed er placeret nær drevenheden, så der dannes et fleraktuatorsystem, der muliggør en høj grad af automatisering, en høj effektivitet og en høj ydeevne. - Fuld elektronisk grænseflade
Alle dataoverførsler mellem kamerahuset, objektivet, blitzen og det udskiftelige bagstykke håndteres elektronisk. Det forøger ikke kun funktionaliteten i det aktuelle system, men skaber også et netværk, der er klar til at modtage fremtidige
systemudviklinger.
|
|
|
|
|
Fokusering bagved |
|
|
Fokusering opnås ved at flytte et eller flere linseelementer, der er placeret internt, bag objektivblændeenheden. Når interne elementer flyttes, skal der flyttes mindre vægt, så fokusering kan foregå hurtigere og med bedre respons. Desuden flyttes
forreste del af objektivet ikke, når der fokuseres, hvilket er ideelt for fotografer, der anvender filtre.
|
|
|
|
|
Fotograferingsafstand (kameraafstand) |
|
Afstanden fra filmplanet (brændplanet) til emnet. Placeringen af filmplanet angives øverst på de fleste kameraer med et specielt symbol som det herunder.
|
|
|
|
|
Fortoning |
|
Lysstråler, der kommer ind i objektivet fra kanterne af billedområdet, blokeres delvist af linserammerne foran og bagved blænden, hvilket forhindrer at alle stråler kan passere gennem den effektive åbning (blændediameteren) og medfører et let tab i
billedets perifere områder. Denne form for fortoning kan fjernes ved at afblænde linsen
|
|
|
|
|
Generel lineær udvidelse |
|
|
Hele objektivets optiske system flyttes lige bagud og fremad, når der fokuseres. EF 50mm f/1.8 II og TS-E 90mm f/2.8 er repræsentative eksempler på objektiver, hvor denne form for fokusering anvendes.
|
|
|
|
|
Grundig eliminering af det andet spektrum |
|
|
Når en konveks fluoritlinse kombineres med en konkav optisk glaslinse med bred dispersion for at korrigere røde og blå bølgelængder, kan egenskaberne ved den partielle dispersion i fluorit også effektivt kompensere for den grønne bølgelængde Derved
reduceres tilstedeværelsen af det andet spektrum markant, og alle tre bølgelængder ~ rød, grøn og blå ~ samles ved samme brændpunkt for at realisere en praktisk talt ideel kompensation for kromatisk aberration (apokromatisk ydeevne).
|
|
|
|
|
Hyperfokal afstand |
|
|
Ifølge princippet om dybdeskarphed vil en linse, som gradvist fokuseres på længere afstande, nå et punkt, hvor den fjerne grænse for dybdeskarpheden bagud vil være den samme som "uendelig". Den fotografiske afstand på
dette punkt, dvs. den tætteste fotografiske afstand, hvor "uendelig" falder inden for dybdeskarpheden, kaldes den hyperfokale afstand. Den hyperfokale afstand kan fastlægges på følgende måde: Hyperfokal afstand = f² / (d ∙ F) f: brændvidde
F: F-tal
d: minimumdiameter for strølyscirkel Ved at forudindstille objektivet til den hyperfokale afstand kan dybdeskarpheden således udvides fra en afstand svarende til halvdelen af den hyperfokale afstand til uendelig. Denne metode er meget anvendelig til
forudindstilling af stor dybdeskarphed og til at tage snapshots uden at skulle bekymre sig om justering af objektivets fokus, især når der bruges vidvinkelobjektiv. Når EF 24 mm f.eks. er indstillet til f/11, og den fotografiske afstand er indstillet til
den hyperfokale afstand på ca. 1,5 m, vil alle emner inden for et område af ca. 70 cm fra kameraet til uendelig være i fokus.
|
|
|
|
|
Hovedstråle |
|
|
En lysstråle, som kommer ind i linsen i en vinkel på et sted, som ikke er det optiske aksepunkt, og som passerer gennem centrum i blændeåbningen. Hovedlysstråler er de grundlæggende lysstråler, der bruges til billedeksponering i alle blændeåbninger, lige
fra maksimal til minimal åbning.
|
|
|
|
|
Hovedpunkt (Nodal-punkt) |
|
|
Brændvidden af en tynd, dobbeltkonveks linse med enkelt element er afstanden langs den optiske akse fra midten af listen til brændpunktet. Centerpunktet i linsen kaldes hovedpunktet. Men da fotografiske objektiver reelt består af kombinationer af
adskillige konvekse og konkave linseelementer, kan det ikke ses, hvor linsens centrum er. Hovedpunktet i en linse med flere elementer defineres derfor som punktet på den optiske akse i en afstand svarende til brændvidden målt tilbage mod linsen fra
brændpunktet. Hovedpunktet målt fra det forreste brændpunkt kaldes forreste hovedpunkt, og hovedpunktet målt fra bageste brændpunkt kaldes bageste hovedpunkt. Afstanden mellem disse to hovedpunkter er hovedpunktsområdet.
|
|
|
|
|
Hvad er "lys"? |
|
Ifølge ordbogen defineres lys på forskellig vis som: 1. noget, der gør ting synlige eller giver belysning; en lyskilde, f.eks. solen, en lampe eller et blus: 2. elektromagnetisk stråling, som synsorganerne reagerer på. Varierer i bølgelængde fra ca. 4000
til 7700 Angström og spredes med en hastighed på ca. 298.000 km pr. sekund og omfatter en lignende form for stråleenergi, der ikke påvirker nethinden, som ultraviolette eller infrarøde stråler; 3. et glimt eller en funklen, som i øjnene; 4. et bestemt lys
eller en bestemt belysning, hvor et objekt, der ses, antager et bestemt udseende; 5. en person, som er et strålende eksempel; lysende; 6. mental eller spirituel oplysning eller indsigt; 7. det aspekt, som en ting vises eller anses i. Den definition, der
er mest uundværlig for forståelsen af lys, som det anvendes inden for fotografering, er nr. 2 ovenfor. Typerne af elektromagnetisk stråling varierer alt efter bølgelængde. Med udgangspunkt i de korteste bølgelængder kan elektromagnetisk stråling
klassificeres i (speciel form) stråler, røntgenstråler, ultraviolette lysstråler, synlige lysstråler, infrarøde lysstråler, fjerninfrarøde stråler, mikrobølgestråling, ultrakortbølgestråling (VHF), kortbølgestråling, mellembølgestråling (MF) og
langbølgestråling. Inden for fotografering er de mest benyttede bølgelængder dem, der ligger inden for det synlige lysområde (400 nm - 700 nm). Da lys er en form for elektromagnetisk stråling, kan det ses som en bølgetype inden for kategorien af
lysbølger. En lysbølge kan ses som en elektromagnetisk bølge, hvor et elektrisk felt og et magnetisk felt vibrerer i lige vinkler på hinanden i et plan, der er vinkelret på udbredelsesretningen. De to elementer i en lysbølge, som reelt kan registreres af
det menneskelige øje, er bølgelængde og amplitude. Forskelle i bølgelænge opfattes som forskelle i farve (inden for det synlige lysområde), og forskelle i amplitude opfattes som forskelle i lysstyrke (lysintensitet). Det tredje element, som ikke kan
registreres af det menneskelige øje, er retningen af vibration inden for planet vinkelret på lysbølgernes udbredelsesretning.
|
|
|
|
|
Indvendig fokusering |
|
|
Fokusering sker ved at flytte en eller flere linsegrupper, der er placeret mellem den forreste linsegruppe og blænden.
|
|
|
|
|
Kontrast |
|
Forskellen mellem områder med forskellige lysstyrkeniveauer i et fotografi, dvs. forskellen i lysstyrke mellem lyse og mørke områder. Når gengivelsesforholdet mellem hvid og sort er klart, siges kontrasten at være høj, og når det er uklart, siges
kontrasten at være lav. Kvalitetsobjektiver, der giver billeder i god kvalitet, har generelt både høj opløsning og høj kontrast.
|
|
|
|
|
Kromatisk aberration |
|
Når hvidt lys (lys, der indeholder mange farver, der er blandet ensartet, så øjet ikke opfatter en bestemt farve men ser lyset som hvidt), f.eks. sollys, passerer gennem en prisme, ses regnbuens spektrum. Dette fænomen opstår, fordi prismens
brydningsforhold (og spredningshastighed) varierer afhængigt af bølgelængden (korte bølgelængder har en kraftigere refraktion end lange bølgelængder). Selv om dette oftest ses i en prisme, kan fænomenet også opstå i fotografiske objektiver, og da det sker
ved forskellige bølgelængder, kaldes det for kromatisk aberration. Der er to typer kromatisk aberration: "aksial kromatisk aberration", hvor brændpunktets placering på den optiske akse varierer alt efter bølgelængde, og "kromatisk forstørrelsesforskel",
hvor billedforstørrelsen i yderområder varierer alt efter bølgelængde. I fotografier vises aksial kromatisk aberration som farveslør eller lys og kromatisk forstørrelsesforskel som farverande - eller "fringing" - hvor der er farve på kanten langs
rammerne. Kromatisk aberration i et fotografisk objektiv korrigeres ved at kombinere forskellige typer optisk glas, der har forskellige brydnings- og spredningsegenskaber. Da virkningen af kromatisk aberration forøges ved større brændvidder, er det især
vigtigt med præcis korrigering af kromatisk aberration i forbindelse med superteleobjektiver, hvis der skal opnås en god billedskarphed. Selv om der er en grænse for, hvor meget der kan korrigeres med optisk glas, kan der opnås væsentlige forbedringer,
hvis der bruges kunstigt fremstillet krystal som fluorit eller UD-glas. Aksial kromatisk aberration kaldes også nogle gange for "længdeaksens kromatiske aberration" (fordi det sker på længdeaksen i forhold til den optiske akse) og den kromatiske
forstørrelsesforskel kaldes også "lateral kromatisk aberration" (da det forekommer lateralt i forhold til den optiske akse).
Bemærk: Selv om kromatisk aberration ses tydeligst på farvefilm, påvirker det også sort/hvide billeder, hvor det ses som forringelse af skarpheden.
|
|
|
|
|
Koma, kometisk aberration |
|
Koma eller kometisk aberration, er et fænomen, der er synligt i periferien af et billede, skabt af et objektiv, der er korrigeret for sfærisk aberration, og som medfører, at lysstråler kommer ind i objektivet i en vinkel og konvergeres i form af en komet
i stedet for det ønskede punkt - deraf navnet. Kometformen er orienteret radialt med halen pegende enten mod eller væk fra billedets centrum. Det slør ved billedets kanter, som er resultatet, kaldes kometisk lys. Koma, som kan opstå i objektiver, der
korrekt gengiver et punkt som et punkt på den optiske akse, forårsages af en forskel i refraktionen mellem lysstråler fra et punkt, der ikke er på aksen, som passerer gennem kanten af objektivlinsen, og den hovedlysstråle fra samme punkt, der passerer
gennem linsens center. Koma forøges, når vinklen på hovedstrålen forøges og medfører formindsket kontrast nær billedets kanter. Der kan ske en vis forbedring ved afblænding af objektivet. Koma kan desuden medføre, at slørede områder i et billede får lys,
hvilket kan give en uskøn virkning. Fjernelse af både sfærisk aberration og koma for et emne på en bestemt fotograferingsafstand kaldes aplanatisme og et objektiv, der korrigeres på den måde, kaldes et aplanat.
|
|
|
|
|
Lineær udvidelse i forreste gruppe |
|
Den bageste gruppe forbliver fast, og kun den forreste gruppe flyttes lige bagud og fremad, når der fokuseres. Eksempler på lineære udvidelseslinser i forreste gruppe omfatter EF 50 mm f/2.5 Compact Macro og EF 85 mm f/1.2L USM.
|
|
|
|
|
Lyskugle |
|
Lys, der reflekteres fra linseoverflader, indersiden af objektivcylinderen og de indvendige vægge i kameraets spejlboks, kan nå filmen og gøre hele eller dele af billedområdet tåget og derved forringe billedskarpheden. Disse skadelige refleksioner kaldes
lyskugler. Lyskugler kan i meget høj grad reduceres ved at bruge coating på linseoverfladerne og ved at sørge for antirefleksion i objektivcylinderen og kameraet. Dog kan lyskugler ikke fjernes helt under alle emneforhold. Det er derfor en god ide at
bruge en passende linsehætte, når det er muligt. Udtrykket "lyskugle" (nogle gange også kaldet 'flare') bruges også, når der refereres til virkningerne af udviskning og glorie forårsaget af sfærisk og kromatisk aberration.
|
|
|
|
|
Langsynethed |
|
Den tilstand i øjnene, hvor billedet af et punkt uendeligt langt væk dannes på nethinden, når øjet er i hviletilstand.
|
|
|
|
|
Luftlinse |
|
Luftrummene mellem elementerne i glaslinser, som udgør en fotografisk linse, kan betragtes som linser, der er lavet af glas og med samme refraktionsindeks som luft (1,0). Et luftrum, der fra starten er designet med dette koncept for øje, kan kaldes en
luftlinse. Da refraktionen i en luftlinse er det modsatte af den i en glaslinse, fungerer en konveks form som en konkav linse, og en konkav form fungerer som en konveks linse. Dette princip blev første gang fremlagt i 1898 af en mand ved navn Emil von
Hoegh, der arbejdede for det tyske firma Goerz.
|
|
|
|
|
Lineært polariseringsfilter |
|
|
Et filter, som kun tillader lys, der vibrerer i en bestemt retning, at passere. Da vibrationsstedet for det lys, der kan passere gennem filtret, er lineært, kaldes filtret et lineært polariseringsfilter. Denne type filter fjerner refleksioner fra glas og
vand på samme måde som et cirkulært polariseringsfilter, men det kan ikke bruges effektivt sammen med de fleste kameraer med autoeksponering og autofokus. Det vil medføre eksponeringsfejl i AE-kameraer, der er udstyret med TTL-målingssystemer, hvor der
bruges halvspejle. Det vil igen give fokuseringsfejl i AF-kameraer med indbygget AF-afstandsmålersystemer med brug af halvspejle.
|
|
|
|
|
Makrolinser |
|
|
Makrolinser er meget vigtige til nærbilleder af blomster, insekter og andre små emner, der fotograferes i naturlig størrelse eller større. Optiske egenskaber i høj kvalitet, skarpt definerede og ægte farver arbejder sammen om at gengive emnet på en både
realistisk og tiltalende måde.
|
|
|
|
|
Mekanisk afstand |
|
Afstanden fra objektivets forreste kant til filmplanet.
|
|
|
|
|
Mikro USM |
|
|
Mikro USM'en er en avanceret motor, der er udviklet som en "miniature ultrasonisk motor med flere funktioner", og som har følgende funktioner.
|
|
|
|
|
MTF-diagrammer - sådan læses de |
|
MTF-diagrammer (forkortelse for Modulation Transfer Function) viser en graf, der analyserer en linses evne til at løse skarpe detaljer i meget fine sæt parallelle linjer, og en linses kontrast eller mulighed for at angive en skarp overførsel mellem lyse
og mørke områder i sæt med tykkere parallelle linjer. Der oprettes fine gentagne linjesæt parallelt med en diagonal linje, der løber fra hjørne til hjørne i et 35 mm-billede, direkte gennem det nøjagtige centrum af billedområdet. Dette kaldes sagittale
linjer, nogle gange kaldet S i Canons MTF-diagrammer. I en vinkel på 90° til disse linjer tegnes der nogle ekstra sæt gentagne linjer, kaldet meridionale linjesæt (eller M). Gentagne ekstremt fine, korte parallelle linjer udlagt med 30 linjer pr.
millimeter måler linens evne til at registrere fine detaljer, eller opløsningen. Hvad der er endnu vigtigere for mange optiske designere er linsens kontrastevne, der måles med tykkere sæt parallelle gentagne linjer tegnet med 10 linjer pr. millimeter.
Umiddelbart kan det se ud som om, alle gode linser registrerer linjer, der løber parallelt med en diagonal tegnet på tværs af filmen med samme nøjagtighed som linjer, der tegnes vinkelret på dem. Men når det efterprøves viser det sig, at det ofte ikke er
tilfældet. Især i den meridionale retning bliver naturtro gengivelse af fine linjesæt stadig mere vanskelig, når der flyttes væk fra billedets centrum og ud mod et af hjørnerne. Det er også et faktum, at næsen alle linser generelt giver skarpere
resultater nær centrum af rammen end langs de ydre kanter. I MTF-diagrammer vises linsens ydeevne fra centrum mod hjørne. Langs diagrammets vandrette akse, der går fra 0 til over 20, findes afstanden fra dødpunktet (0) i et 35 mm-billede langs en diagonal
linje til hjørnet af rammen, som er omkring 21,5 mm væk. På den lodrette akse i diagrammet viser skalaen den præcisionsgrad, som de fine og grove linjesæt gengives med i såvel sagittale (parallelt med diagonalen i filmformatet) som meridionale retninger.
Udfyldte linjer i MTF-diagrammer angiver ydeevnen af de sagittale linjer (parallelt med diagonalen i filmen), stiplede linjer er til de vinkelrette meridionale testmållinjer. En perfekt linse ville teoretisk kun gengive lige, vandrette linjer hen over den
øverste del af et MTF-diagram, hvilket ville betyde 100 % nøjagtig gengivelse fra billedets centrum (mod venstre del af diagrammet) til de yderste hjørner (i højre side af diagrammet). Der er naturligvis ingen SLR-producent, der har kunnet lancere den
perfekte linse, og MTF-diagrammer viser derfor typisk linjer, der har tendens til at kurve nedad, når de bevæges fra venstre mod højre (registrering af linsens ydeevne fra centrum til hjørnet af rammen). Canons MTF-diagrammer viser resultater ved to
blænderåbninger: helt åben og nedblændet til f/8 med objektivet indstillet til uendelig fokus. MTF-diagrammer omfatter ikke mange af de faktorer, der kan være vigtige, når der vælges objektiv (størrelse, pris, håndtering, tætteste fokuseringsafstande,
AF-hastighed, lineær forvrængning, ensartethed i belysning og selvfølgelig funktioner som billedstabilisering, som kan give naturtro resultater i en sublim kvalitet). Men for personer med forstand på disse ting, angiver diagrammerne nogle af de optiske
egenskaber, der kan forventes af et bestemt objektiv.
|
|
|
|
|
Nærsynethed |
|
|
Den tilstand i øjnene, hvor billedet af et punkt uendeligt langt væk dannes foran nethinden, når øjet er i hviletilstand.
|
|
|
|
|
Normalt syn, emmetropi |
|
|
Den tilstand i øjnene, hvor billedet af et punkt uendeligt langt væk dannes på nethinden, når øjet er i hviletilstand.
|
|
|
|
|
Numerisk åbning (NA) |
|
En værdi, der bruges til at udtrykke lysstyrken eller opløsningen i et objektivs optiske system. Den numeriske åbning, der som regel kaldes NA (Numerical Aperture) er en numerisk værdi, der beregnes ud fra formlen nsinØ, hvor 2Ø er den vinkel
(åbningsvinkel), hvor et objektpunkt på den optiske akse kommer ind i indgangspupillen, og n er refraktionsindekset i det medie, som objektet findes i. Selv om det ikke ofte bruges sammen med fotografiske objektiver, er NA-værdien ofte angivet på
objektivlinser til mikroskoper, hvor det bruges som en indikation af opløsning snarere end lysstyrke. Det kan være nyttigt at vide, at NA-værdien svarer til halvdelen af det omvendte af F-tallet. Eksempel: F 1,0 = NA 0,5, F 1,4 = NA 0,357, F2 = NA 0,25
osv.
|
|
|
|
|
Optisk akse |
|
En lige linje, der forbinder de centrale punkter på sfæriske overflader på hver side af en linse. Den optiske akse er med andre ord en hypotetisk centerlinje, der forbinder centrum for krumningen af hver linseoverflade. I fotografiske objektiver, der
består af adskillige linseelementer, er det yderst vigtigt, at den optiske akse i hvert linseelement er justeret helt perfekt efter de optiske akser i alle andre linseelementer. I zoomobjektiver, hvis konstruktion består af adskillige linsegrupper, der
flyttes på en kompleks måde, er ekstrem præcis konstruktion især nødvendig for at bevare korrekt justering af den optiske akse.
|
|
|
|
|
Opløsning |
|
Opløsningen i et objektiv angiver evnen til at gengive et emnepunkt i objektivet. Opløsningen i det færdige fotografi afhænger af tre faktorer: Opløsningen i objektivet, filmens opløsning og opløsningen i det papir, der udskrives på. Opløsning vurderes
ved, at man ved en bestemt forstørrelse fotograferer et diagram med grupper af sorte og hvide striber, der gradvist formindskes i indsnævring, hvorefter der bruges et mikroskop til at betragte negativbilledet ved en forstørrelse på 50x. Opløsning
udtrykkes ofte som en numerisk værdi, f.eks. 50 linjer eller 100 linjer. Denne værdi angiver antallet af linjer pr. millimeter af det mindste sorte og hvide linjemønster, som tydeligt kan registreres på filmen. Når opløsningen i et objektiv alene skal
testes, bruges en metode, hvor et diagram med fin opløsning placeres på det sted, der svarer til filmplanet, og projiceres gennem testobjektivet over på en skærm. Den numeriske værdi, der bruges til at udtrykke opløsningsevnen, er kun en indikation af den
mulige opløsningsgrad og angiver ikke opløsningens klarhed eller kontrast.
|
|
|
|
|
Overlegen kvalitet i hele billedområdet |
|
|
For at opnå en høj grad af skarphed både i billedets centrum og i kanterne, når der fotograferes med telelinse, foretrækkes det, at refraktionsindekset for det forreste konvekse linseelement er så lavt som muligt. Brug af fluorit med dette materiales lave
refraktionsindeks forbedrer effektivt billedkvaliteten i hele billedområdet.
|
|
|
|
|
Objektiver af telefototypen (teletype) |
|
Med generelle fotografiske objektiver er den samlede længde af et objektiv (afstanden fra toppunktet i det forreste linseelement til brændplanet) længere end brændvidden. Det er imidlertid som regel ikke tilfældet med objektiver med særlig lang
brændvidde, da brug af en almindelig linsekonstruktion ville resultere i et meget langt og uhåndterligt objektiv. For at bevare en overkommelig størrelse af et sådant objektiv, samtidig med at der opnås lang brændvidde, placeres en konkav (negativ)
linseenhed bag den konvekse hovedlinseenhed (positiv), hvilket resulterer i et objektiv, der er kortere end brændvidden. Objektiver af denne type kaldes teleobjektiver. I et teleobjektiv er det andet hovedpunkt placeret foran det yderste linseelement.
|
|
|
|
|
Parallelle strålebundter |
|
En gruppe lysstråler, der flyttes parallelt med den optiske akse fra et punkt uendeligt langt væk. Når disse stråler passerer gennem linsen, konvergerer de i form af en kegle, så der dannes et punktbillede i filmplanet.
|
|
|
|
|
Paraksial stråle |
|
|
En lysstråle, som passerer tæt på den optiske akse, og som hælder i en meget lille vinkel i forhold til den optiske akse. Det punkt, hvor paraksiale stråler konvergerer, kaldes det paraksiale brændpunkt. Da det billede, der dannes af en monokromatisk
paraksial stråle, i princippet ikke har aberrationer, er den paraksiale stråle en vigtig faktor for forståelsen af de grundlæggende funktioner i linsesystemer.
|
|
|
|
|
Periferibelysning |
|
Lysstyrken i et objektiv bestemmes af F-tallet, men denne værdi angiver kun lysstyrken ved den optiske akses position, dvs. i centrum af billedet. Lysstyrken (billedets overfladebelysning) i kanten af billedet betegnes som den perifere belysning og
udtrykkes som en procent (%) af mængden af belysning i billedets centrum. Periferibelysning påvirkes af objektivets fortoning og cos4-loven (cosinus 4) og er uundgåeligt lavere end i billedets centrum.
|
|
|
|
|
Polariseret lys |
|
Da lys er en form for elektromagnetisk bølge, kan det betragtes som ensartet vibrerende i alle retninger på et plan vinkelret på udbredelsesretningen. Denne form for lys kaldes naturligt lys (eller naturligt polariseret lys). Hvis retningen af vibrationen
af naturligt lys af en eller anden grund polariseres, kaldes dette lys for polariseret lys. Når naturligt lys f.eks. reflekteres fra overfladen af glas eller vand, vibrerer det reflekterede lys kun i én retning og er fuldstændigt polariseret. På en
solfyldt dag polariseres lyset desuden fra et område af himlen i en vinkel på 90º fra solen som følge af virkningen af molekyler og partikler i atmosfæren. De halvspejle, der bruges i SLR-kameraer med autofokus, medfører også polarisering af lys.
|
|
|
|
|
Refraktionsindeks |
|
|
Kaldes også brydningsindeks. En numerisk værdi, der angiver graden af refraktion i et medie, udtrykt i formlen n=sin i/sin r - en konstant, som ikke er relateret til lysstrålens indfaldsvinkel og angiver refraktionsindekset for refraktionsmediet i forhold
til det medie, som lyset er stødt fra. I almindeligt optisk glas angiver "n" som regel glassets refraktionsindeks i forhold til luft.
|
|
|
|
|
Rotationsudvidelse i forreste gruppe |
|
|
Den del af objektivcylinderen, som indeholder den forreste linsegruppe, roteres, så gruppen flyttes frem og tilbage, når der fokuseres. Denne form for fokusering bruges kun i zoomlinser og findes ikke i linser med enkelt brændvidde. Eksempler på linser,
der benytter denne metode, omfatter EF 35-80 mm f/4-5.6 USM og EF 100-300 mm f/5.6L. Da fastgørelsesringen til filter og hætte roterer med objektivet, når der fokuseres, skal der udvises forsigtighed, når der fotograferes gennem et vindue for at sikre, at
enden af objektivet ikke rører glasset.
|
|
|
|
|
Reduktion af generel objektivlængde |
|
Hvis længden af en telefotolinse skal reduceres, skal den gensidige styrke i de konveks/konkave-grupperinger øges. Det lave refraktionsindeks i fluorit gør det muligt at opnå en markant reduceret objektivlængde, samtidig med at den høje billedkvalitet
bevares.
Selv om de ekstraordinære optiske egenskaber i fluorit blev opdaget i det 19. århundrede, og designere af objektiver længe har ønsket at kunne bruge det, er det yderst vanskeligt at finde naturligt formede fluoritdele, der er store nok til, at de kan
bruges i produktionen af linser til objektiver. Canon besluttede at løse dette problem og tog udfordringen op ved at udvikle syntetiske krystaller. I slutningen af 60'erne havde man derfor en praktisk teknologi til produktion af fluorit.
|
|
|
|
|
Refleksion |
|
Refleksion er et fænomen, som bevirker, at en del af lyset, der rammer overfladen af glas eller et andet medie, brydes og spredes i en helt ny retning. Udbredelsesretningen er den samme uanset bølgelængde. Når lys kommer ind i og forlader en linse, som
ikke har en antirefleksiv belægning (coating), reflekteres ca. 5 % af lyset ved glas-luft-grænsen. Lysmængde og udbredelsesretning. De to elementer i en lysbølge, som reelt kan registreres af det menneskelige øje, er bølgelængde og amplitude. Forskelle i
bølgelænge opfattes som forskelle i farve (inden for det synlige lysområde), og forskelle i amplitude opfattes som forskelle i lysstyrke (lysintensitet). Det tredje element, som ikke kan registreres af det menneskelige øje, er retningen af vibration inden
for planet vinkelret på lysbølgernes udbredelsesretning.
|
|
|
|
|
Seidels fem aberrationer |
|
I 1856 fastlagde tyskeren Seidel via analyser eksistensen af fem aberrationer, som forekommer ved monokromatisk (enkelt bølgelængde) lys. Dette kaldes Seidels fem aberrationer.
|
|
|
|
|
Synsevne, synsstyrke |
|
Øjets evne til at skelne detaljer i en genstands form. Udtrykkes som en numerisk værdi, der angiver det modsatte af minimumsynsvinklen, hvor øjet klart kan skelne to punkter eller linjer, dvs. øjets opløsning i forhold til en opløsning på 1'. (forhold med
en opløsning på 1' sat til 1).
|
|
|
|
|
Strølyscirkel |
|
Da alle objektiver indeholder en vis mængde sfærisk aberration og astigmatisme, kan de ikke konvergere stråler perfekt fra et emnepunkt, så der dannes et ægte billedpunkt (dvs. en uendeligt lille prik med nul-område). Billeder dannes med andre ord ud fra
en sammensætning af prikker (ikke punkter), der har et bestemt område eller størrelse. Da billedet bliver mindre skarpt, efterhånden som størrelsen på disse prikker forøges, kaldes prikkerne for strølyscirkler. En af måderne til at angive kvaliteten af et
objektiv på er således den mindste prik, det er i stand til at danne, eller den mindste strølyscirkel. Den maksimalt tilladte størrelse på en prik i et billede kaldes den tilladelige strølyscirkel.
|
|
|
|
|
Synsvinkel |
|
Området i en scene, udtrykt som en vinkel, der kan gengives af linsen som et skarpt billede. Den nominelle, diagonale synsvinkel defineres som den vinkel, der dannes af tænkte linjer, der forbinder linsens andet hovedpunkt med begge ender af billedets
diagonal (43,2 mm). Linsedata for EF-objektiver omfatter som regel den vandrette (36 mm) og lodrette (24 mm) synsvinkel ud over den diagonale synsvinkel.
|
|
|
|
|
Skygge |
|
|
Et fænomen, hvor lys, der kommer ind i objektivet, delvist blokeres af en hindring, f.eks. noget af linsehætten eller en filterramme, så hjørnerne af billedet bliver mørke, eller billedet generelt bliver lysere. Skygge er den generelle betegnelse for de
tilfælde, hvor billedet forringes af en eller anden hindring, der blokerer lysstråler, som ellers skulle nå billedet.
|
|
|
|
|
Sfærisk aberration |
|
Denne aberration findes til en vis grad i alle objektivlinser, der udelukkende er konstrueret af sfæriske elementer. Sfæriske aberrationer medfører, at parallelle lysstråler passerer gennem kanten af en linse for derefter at konvergere ved et brændpunkt,
der er tættere på linsen end lysstråler, der passerer gennem linsens centrum (mængden af brændpunktsforskydning langs den optiske akse kaldes længdeaksens sfæriske aberration). Graden af sfærisk aberration har en tendens til at være større i objektiver
med stor blænderåbning. Et punktbillede, der er påvirket af sfærisk aberration, dannes skarpt af lysstråler nær den optiske akse, men påvirkes af lys fra de perifere lysstråler (dette lys kaldes også glorie, og dets radius kaldes lateral sfærisk
aberration). Som følge heraf påvirker sfærisk aberration hele billedområdet fra centrum til kanterne og resultatet er et blødt billede med lav kontrast, som ser ud som om, det er dækket af et tyndt slør. Det er meget vanskeligt at korrigere sfærisk
aberration i sfæriske linser. Selv om det ofte forsøges ved hjælp af to linser, én konveks og én konkav, baseret på lysstråler med en vis indfaldshøjde (afstand fra den optiske akse), er der en grænse for den mulige korrigeringsgrad med brug af sfæriske
linser, og der vil derfor altid være en vis aberration tilbage. Denne resterende aberration kan stort set fjernes ved afblænding, så mængden af perifert lys reduceres. Når der bruges store blændeobjektiver med fuld blændeåbning, er den eneste effektive
måde at kompensere effektivt for sfærisk aberration at bruge et asfærisk linseelement.
|
|
|
|
|
Stop/blænder/åbning |
|
|
Den åbning, som justerer diameteren af den gruppe lysstråler, som passerer gennem linsen. I udskiftelige linser, der anvendes til kameraer med enkeltlinserefleks, er denne mekanisme som regel konstrueret som en irisblænde, der består af adskillige blade,
der kan flyttes, så åbningsdiameteren hele tiden varierer. Med konventionelle linser i SLR-kameraer justeres blændeåbningen ved at dreje på en blændering på objektivet. På moderne kameraobjektiver styres justeringen af blænderåbningen imidlertid ofte
elektronisk på kamerahuset.
|
|
|
|
|
Super Spectra coating |
|
|
Alle EF-objektiver har en coating, der er i overensstemmelse med Canons egne standarder, som er endnu mere strikse end de CCI-tolerancer, der er defineret af ISO (International Standards Organization). De forskellige coatings med enkeltlag eller flere
lag, er udvalgt, så der opnås optimal overensstemmelse med refraktionen i den linse, de påføres. Super Spectra coating er et Canon-navn, der betegner en proces med høj gennemtrængningshastighed, filtrering af ultraviolette stråler, meget holdbar
overfladehårdhed og funktionalitet og stabile egenskaber. De overlegne billedegenskaber, som opnås med disse fordringsfulde coating-procedurer, omfatter skarpe, levende billeder med høj kontrast, ensartet farvejustering via EF-objektivet og ægte
farvegengivelse, der ikke ændres selv efter års brug.
|
|
|
|
|
Super UD-linser |
|
|
De høje omkostninger i forbindelse med produktion af syntetiske fluoritkrystaller gør fluoritlinser ekstremt dyre. I sidste halvdel af 1970'erne blev der fundet en løsning på dette problem med fremkomsten af UD-glas (ultra
low dispersion), som har egenskaber, der ligner fluorit, men som er billigere. Selv om refraktionsindekser og dispersion af UD-glas ikke svarer til det, der findes i fluorit, er de markant lavere end for andre typer optisk glas. UD-glas har desuden
egenskaber for partiel dispersion, der ligner dem, der findes i fluorit. Valg af den rigtige kombination af linseelementer med henblik på den ønskede brændvidde og andre faktorer kan give næsten den samme virkning som fluorit (to UD-linseelementer svarer
til ét fluoritelement). Et andet gennembrud blev gjort i 1993, da Super UD-glas blev introduceret som et nyt materiale, der opnår næsten samme ydeevne som fluorit, samtidig med at der blev opnået en ny balance med kraftigt reducerede omkostninger og endnu
højere kvalitet.
|
|
|
|
|
Symmetriske linsetyper |
|
I denne linsetype har linsegruppen bag blænden næsten samme konfiguration og form som linsegruppen foran blænden. Symmetriske linser opdeles yderligere i typer som Gauss-typen, triplettypen, Tessar-typen, Topogon-typen og
orthometertypen. Af disse er Gauss-typen og afledninger af denne den konfiguration, der oftest bruges i dag, fordi - det symmetriske design tillader en velafbalanceret korrigering af alle former for aberration, og
- der kan opnås en forholdsvis lang back-fokus.
I Canon 50 mm f/1.8, der kom på markedet tilbage i 1951, lykkedes det at fjerne den komatiske aberration, som var det eneste svage punkt i den daværende Gauss-linsetype, og modellen blev således berømt som en historisk
milepæl på grund af de bemærkelsesværdige forbedringer i ydeevnen, der blev opnået. Canon bruger stadig en konstruktion af Gauss-typen i de nuværende objektiver, f.eks. EF 50 mm f/1.8 II, EF 50 mm f/1.0L USM, EF 50 mm f/1.4 USM og EF 85 mm f/1.2L USM. De
symmetriske konfigurationer af Tessar- og triplettyperne bruges hyppigt i kompaktkameraer, der har enkeltlinser til brændvidden.
|
|
|
|
|
Telefotoforhold |
|
Forholdet mellem den samlede længde af et telefotoobjektiv og dens brændvidde kaldes telefotoforholdet. Udtrykt på en anden måde er det værdien af afstanden fra toppunktet af det forreste linseelement til brændplanet divideret med brændvidden. For
telefotoobjektiver er denne værdi mindre end 1. Til reference kan det nævnes, at telefotoforholdet for EF 300 mm f/2.8L USM er 0,91, og for EF 600 mm f/4L USM er det 0,78.
|
|
|
|
|
Udvidelse |
|
Med et objektiv, der ved fokusering bevæger hele det optiske system bagud og fremad, angiver det de bevægelser med objektivet, der er nødvendige for at fokusere på et emne i en begrænset afstand fra positionen til uendelig fokusering.
|
|
|
|
|
UD-glaslinser |
|
|
Linser lavet af fluorit er ekstremt dyre på grund af de høje omkostninger i forbindelse med produktion af syntetiske fluoritkrystaller. UD-glas (ultra low dispersion) dukkede op i sidste halvdel af 1970'erne; et specielt optisk glas, der udviste
egenskaber, der ligner dem, der findes i fluorit, men med lavere omkostninger og som følge deraf svaret på endnu et ønske fra designere af objektiver. Selv om refraktionsindekset og dispersionen af UD-glas ikke er helt så lavt som i fluorit, er de
væsentligt lavere end for andre typer optisk glas. UD-glas udviser desuden lignende egenskaber for partiel dispersion. Valg af den rigtige kombination af linseelementer med henblik på den ønskede brændvidde og andre faktorer kan give næsten den samme
virkning som fluorit (to UD-linseelementer svarer til ét fluoritelement). Super UD-glas blev introduceret i 1993 som et nyt materiale, der opnår næsten samme ydeevne som fluorit, samtidig med at der opnås en ny balance mellem omkostningsreducering og
højere kvalitet.
|
|
|
|
|
USM (ultrasonisk motor) |
|
|
Canon blev i 1987 den første kameraproducent, der tog den avancerede USM (ultrasonisk motor) i brug, da EF 300 mm f/2.8L USM forbløffede verden med sin stille, superhurtige autofokusfunktion. Derefter udviklede Canon i 1990 den billigere ringtype USM, der
kunne anvendes i en lang række mere prisbillige objektiver. Denne bedrift blev i 1992 efterfulgt af udviklingen af en ny type mikro-USM, der muliggjorde automatisering af produktionen. Hver dag kommer Canon tættere på at realisere målet med at udstyre
hvert EF-objektiv med en USM. Funktionerne i ringtypen af USM omfatter muligheden for let at opnå egenskaber som lav hastighed og højt drejningsmoment, som skal bruges for at opnå direkte drive. Et stort holdemoment betyder, at skivebremsen automatisk
holder objektivet på plads, når motoren stoppes Konstruktionen er utroligt enkel, brugen af den praktisk taget støjfri, og den udviser glimrende start/stoprespons og styring. Høj effektivitet og lavt strømforbrug gør, at objektivet kan få strøm fra
kameraets batteri Motorens ringform er uhyre velegnet til objektivets anvendelsesområder, og den lave rotationshastighed er ideel til at drive objektivet. Styring af rotationshastigheden dækker et stort variabelt område fra 0,2 til 80 omdrejninger pr.
minut med høj nøjagtighed og høj hastighed. Fås også med elektronisk manuel fokus med variabel følsomhed. Det brede temperaturinterval under drift på -30ºC til +60ºC (-22ºF til 140ºF) sikrer stabil drift selv under vanskelige forhold. Og al kontrol med
objektivdrevet udføres af den mikroprocessor, der findes inde i objektivet.
|
|
|
|
|
Zoomobjektiv |
|
|
Et enkelt standardzoomobjektiv har samme virkning som flere linser med fast brændvidde. Udnyt objektivets hurtige virkemåde til at indfange hele bredden i en scene med vidvinkel, eller zoom ind for med det samme at tage et nærbillede af et bestemt
tiltalende højlys i telefototilstand. Telezoomobjektiver giver ydeevnen i EOS-systemet en ekstra dimension. Følg emner i bevægelse, såsom sportsfolk og dyr, og oplev den karakteristiske dybdeskarphed i teleobjektivet og den komprimerede virkning, mens du
nyder den ekstra dimension i udtryksmåden
|
|
|
 |
|
Til forsiden af Canons hjemmeside
Udskriv denne side 
