Ny farvelaserprinter giver høj kvalitet til alle

i-SENSYS LBP7200Cdn er en ny farvelaserprinter fra Canon, der byder på både høj kvalitet og høj grad af brugervenlighed.

Søborg, 18. februar 2009: Canon har netop lanceret den seneste farvelaserprinter i deres populære i-SENSYS serie, nemlig i-SENSYS LBP7200Cdn. Den leverer A4-print i høj kvalitet og med en hastighed på 20 print i minuttet i såvel farve som sort/hvid.

Blandt de mange raffinementer kan nævnes indbygget netværk, der gør printeren særdeles anvendelig i mindre virksomheder eller mindre arbejdsgrupper, hvor det således er enkelt at dele funktioner såsom automatisk dobbeltsidet print.

”Høj hastighed, fremragende printkvalitet og ikke mindst et kompakt design gør, at i-SENSYS LBP7200Cdn er en vigtig tilføjelse til vores eksisterende sortiment. Den gør nemlig farveprint i høj kvalitet tilgængelig for selv små virksomheder”, siger produktchef Thomas Kronbo fra Canon Danmark.

Meget miljøvenlig printer
Printkvaliteten er 9600 x 600 dpi med Canons Automatic Image Refinement teknologi, og første side er klar blot 15 sekunder eller mindre efter, at brugeren har sendt sit dokument til print.
Som nævnt har i-SENSYS LBP7200Cdn automatisk dobbeltsidet print, hvilket er med til at mindske papirforbruget, men også når det gælder strømforbruget, er den nye printer god for økonomien. i-SENSYS LBP7200Cdn er nemlig Energy Star certificeret og har et særdeles beskedent strømforbrug på blot 7.5 watt i Sleep-Mode.
Dermed er den en af de mest miljøbevidste i sin klasse - vel at mærke uden at det går ud over brugervenligheden, for takket være Canons Quick First-Print teknologi er printeren lynhurtigt klar, når der er brug for den.

Unikke Canon teknologier
Quick First-Print teknologien består af tre unikke Canon-patenter. For det første Color CAPT (Canon Adcanced Printing Technology), en specialudviklet printcontroller, der lynhurtigt processerer ethvert printjob, for det andet teknologien On-Demand Fixing, der reducerer opstartstiden, og for det tredje den specielle On-Demand S-toner.

i-SENSYS LBP7200Cdn er forsynet Canons kendte All-in-One kassette, der gør vedligeholdelse til en leg. Den rummer nemlig toner, tromle og renseenhed, hvilket gør, at det næsten er som at få en ny printer, når det er tid at skifte kassetten.

Den daglige brugervenlighed er ligeledes sat i højsædet, og det er eksempelvis nemt at lægge papir i printeren. Der er plads til 250 ark i papirkassetten samt 50 ark i printerens multifunktionsbakke. Printeren, der er kompatibel med både Windows og Mac, kan desuden forsynes med en ekstra 250 arks kassette.

Den vejledende udsalgspris på i-SENSYS LBP7200Cdn er 4.899 kr. Yderligere information kan fås ved henvendelse til produktchef Thomas Kronbo fra Canon Danmark på tlf. 44 88 24 40 eller e-mail tkr@canon.dk

– Slut –

Om Canon
Canon er en global virksomhed med 115.000 medarbejdere fordelt på 200 konsoliderede datterselskaber. Omsætningen var i 2008 på 261 mia. kr. med en profit på 19,7 mia. kr. Omsætningen kommer fra Office Imaging produkter, computer periferi produkter (printere), kameraer samt øvrige optiske produkter. På B2B markedet leverer Canon software og enheder til netværk samt løsninger inden for print, kopi, scanning og fax. På konsumentmarkedet leverer Canon bl.a.  kameraer, blækprintere, scannere, og mindre multifunktionelle kontormaskiner. Canon Europa omsætter for 85,6 mia. kr. og beskæftiger 11.000 medarbejdere. Den Europæiske organisation består af to primære forretningsenheder - Canon Business Solutions og Canon Consumer Imaging samt en række support funktioner som HR, Finance, ITC og Corporate Communication. Canon Danmark A/S afspejler denne struktur og er en integreret del af den Europæiske organisation. Canon Danmark A/S beskæftiger 250 medarbejdere og omsætter for ca. 1 mia. kr. årligt.

 

spacer
            image